Nottingham Forest undersøger homofobiske fantilråb fra kampen mod Chelsea
En gruppe af Nottingham Forests fans sendte angiveligt homofobiske tilråb i retning af gæsternes fans.
"Klubben er bekendt med rapporter om tilråb rettet mod Chelseas tilhængere fra en minoritet af fans denne aften (søndag, red.). Vi tager afstand fra enhver form for diskriminerende eller stødende opførsel", skriver klubben på Twitter.
"Sagen vil blive undersøgt til bunds."
Det var Chelseas fanklub Chelsea Pride, som på Twitter gjorde opmærksom på, at den stødende slagsang "Chelsea Rent Boy" blev sunget mod London-klubbens fans.
Nottingham Forests LGBT+-fangruppe, som bærer navnet LGBTQ Trickies, var straks på banen for at tage afstand fra brugen af slagsangen blandt en gruppe af hjemmeholdets fans.
"Fra alle ægte Nottingham Forest-fans skal lyde en undskyldning, som vi håber, I vil tage imod", skriver gruppen på Twitter rettet mod Chelsea.
"Vi er flove og skammer os."
Udtrykket "rent boy" refererer til mandlige prostituerede og opfattes i dag ikke blot som stødende, men også homofobisk.
Den pågældende slagsang bliver i Storbritannien betragtet som en hadforbrydelse.
Det er et udtryk, der ofte er blevet råbt efter Chelsea. Udtrykket stammer fra 80'erne, hvor udtrykket blev startet som en hån af Chelseas hooligangruppe.
Senere blev det udbredt, da Roman Abramovich i starten af dette årtusind overtog Chelsea og hentede verdensstjerner til klubben. Det blev brugt mod spillere, som andre klubbers fans anklagede for at vælge penge over andre store klubber.