Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Novak Djokovic nægter at stoppe på toppen efter rekordsejr: "Jeg har det godt i kroppen"

Ritzau
Novak Djokovic nappede endnu en Grand Slam-titel søndag aften.
Novak Djokovic nappede endnu en Grand Slam-titel søndag aften.Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix
Selv om Novak Djokovic efterhånden har vundet det hele og mere til, så bliver det ikke aktuelt for serberen at stoppe på toppen.

Sådan lyder det, efter at han natten til mandag sikrede sin 24. grand slam-titel og dermed tangerede rekorden for flest titler på tværs af kønnene.

Før Djokovic' sejr hed den eneste rekordholder Margaret Court, som vandt 24 grand slam-titler i damesingle fra 1960 til 1973.

"Jeg har tænkt mig at fortsætte ... jeg har det godt i kroppen. Jeg føler stadig, at jeg har opbakningen fra baglandet, fra mit hold, fra min familie," siger han.

"Grand slams ... har altid været det ypperste mål og min prioritet i løbet af sæsonen. Jeg spiller ikke så meget i andre turneringer, så jeg prøver at prioritere min forberedelser, så jeg peaker i 'slams'."

Sejren på Arthur Ashe Stadium i New York over russeren Daniil Medvedev med cifrene 6-3, 7-6, 6-3 faldt sammen med, at Djokovic mandag tilbageerobrer verdensranglistens førsteplads fra spanske Carlos Alcaraz.

Spanieren er den eneste, der har vundet over Djokovic i en grand slam i år, men nederlaget indikerede ikke på nogen måde, at den 36-årige serber var parat til at give faklen videre til den yngre generation.

"At vide at jeg stadig spiller på så højt et niveau og stadig vinder sportens største turneringer, ja, så har jeg ikke lyst til at slippe sporten," siger Djokovic.

"Jeg har ikke lyst til at forlade sporten, hvis jeg stadig er på toppen, så længe jeg stadig spiller på den måde, jeg gør."

Han indrømmer dog at have gjort sig tanker om at gå pension tidligere i karrieren.

"Af og til har jeg spurgt mig selv: hvorfor har jeg stadig brug for det på det her niveau efter alt, hvad jeg har opnået? Hvor længe vil jeg fortsætte? Selvfølgelig har jeg de spørgsmål i hovedet," siger Djokovic.

Med vane for hele tiden at sætte nye mål i sigte, er der dog stadig meget tilbage for Djokovic at opnå.

"Jeg har ikke et antal på, hvor mange 'slams' jeg skal have vundet ved slutningen af min karriere," lyder det.