Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ny teamchef forventer fortsat Haas bagest i feltet i starten af ny sæson

Ritzau
Haas sluttede i 2023 allersidst i konstruktørmesterskabet, der blev vundet af Red Bull Racing-Honda RBPT.
Haas sluttede i 2023 allersidst i konstruktørmesterskabet, der blev vundet af Red Bull Racing-Honda RBPT.Clive Rose/Getty Images via AFP
Det amerikanske Haas-hold i Formel 1 forventer at være blandt de dårligst placerede hold i starten af den kommende sæson.

Sådan lød det fredag fra Haas' nye teamchef, japanske Ayao Komatsu, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

"Jeg tror stadig, at vi vil være bagest i feltet, hvis ikke sidst," sagde han.

Fredag blev Haas årets første Formel 1-hold til at løfte sløret for, hvordan deres racer, VF-24, vil komme til at se ud.

Her offentliggjorde Haas nemlig de første billeder af raceren. På holdets hjemmeside står der dog, at der er tale om såkaldt "livery."

Det betyder, at billederne er skabt af en computer. Derfor kan der komme opdateringer på raceren inden sæsonstart.

Ud over danske Kevin Magnussen kører også tyske Nico Hulkenberg for Haas.

I 2023 indtog holdet sidstepladsen, da det indsamlede 12 point i løbet af 22 løb.

Efter et par skuffende sæsoner valgte holdejer Gene Haas at skifte ud på posten som teamchef i starten af det nye år.

Günther Steiner blev med øjeblikkelig virkning erstattet af Ayao Komatsu.

Den nye Formel 1-sæson skydes i gang 2. marts i Bahrain, skriver Reuters.

"Årsagen til, at vores racer ikke kommer til at være hurtig nok i Bahrain, er ikke kvaliteten af de personer, vi har her. Det er fordi, vi startede sent, og så stoppede vi i to måneder for at lave Austin-opdateringen," udtalte den nye teamchef fredag.

Ayao Komatsu tilføjede, at det går "den rigtige retning", hvad angår karakteristika af den nye racer.

"Vores koncentration og fokus er på at arbejde med VF-24, forstå raceren og derefter definere den rigtige vej til at opgradere bilen," sagde han.

Japaneren har været med Haas, siden det i 2016 entrerede Formel 1. Før han blev teamchef, var han chefingeniør.