Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Nyfødt søn og debutmål fuldender perfekt uge for Stage

Ritzau
Jens Stage nyder livet i Bremen for tiden
Jens Stage nyder livet i Bremen for tidenProfimedia
Den seneste uge kunne ikke være gået meget bedre for Jens Stage, som både blev far til en søn og fik scoret sit første mål for Werder Bremen.

Jens Stage scorede et kanonmål til 1-0 efter en times spil for Werder Bremen, som vandt 2-0 ude over Stuttgart i den tyske Bundesliga.

"Det har været den perfekte uge. At blive forældre er for mig og min kæreste fantastisk. Jeg har tænkt meget på min familie på det seneste, men nu handler det igen om fodbold", siger Jens Stage ifølge dpa.

Midtbanespilleren har haft problemer med at spille sig til en plads i startopstillingen, og ofte er danskeren kommet ind fra bænken siden skiftet fra FC København i sommeren 2022.

"Det har været svært for mig nogle gange, men holdet har gjort det godt. Ja, jeg vil gerne spille mere, men holdet kommer i første række", siger 26-årige Jens Stage.

Han er startet inde i de to seneste kampe for Werder Bremen, som har vundet begge. Nu håber han på at starte inde og score i lørdagens brag hjemme mod Borussia Dortmund.

"Jeg vil gerne score på Weserstadion, men de tre point er altid vigtigere. Det bliver en stor kamp", siger Jens Stage.

Inden søndagens debutmål havde Jens Stage spillet 19 kampe for Werder Bremen uden at score - heraf to pokalkampe.