Nyt AGF-stadion kommer til at koste en milliard
AGF's nye fodboldstadion bliver 248,6 millioner kroner dyrere end først antaget og koster tæt på en milliard.
AGF's stadionprojekt er blevet væsentligt dyrere end oprindeligt planlagt. Helt præcis 248,6 millioner kroner.
Det oplyser Kongelundens Sekretariat i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Oprindeligt havde man budgetteret med udgifter for 746 millioner, men siden er der kommet "ekstra omkostninger til håndtering af jordbundsforhold og evakueringsforhold for at fastholde kapaciteten på stadion".
Nu lyder regningen i stedet på 994,6 millioner kroner.
40 af millionerne kommer fra Salling Fondene, som har valgt at spytte flere penge i projektet. Derudover regner man med forskellige finansieringskilder i Aarhus Kommune.