OB sælger Emmanuel Sabbi til fransk oprykkerklub
OB bliver en offensiv profil fattigere.
Angriberen Emmanuel Sabbi forlader den fynske klub til fordel for et skifte til fransk fodbold.
Det bliver i Le Havre, at 25-årige Sabbi de næste fire år skal spille fodbold. Det bekræfter Le Havre, der lige er rykket op i den bedste række, torsdag på sin hjemmeside.
Sabbi har i de seneste seks år spillet i dansk fodbold. Fra sommeren 2017 og tre år frem spillede amerikaneren i Hobro.
Siden sommeren 2020 har Sabbi spillet i OB, hvor det er blevet til 89 kampe og 21 mål.
En enkelt landskamp for USA er det indtil videre blevet til for Sabbi.