Odense og Esbjerg spillede uafgjort i intens topkamp
Team Esbjerg havde onsdag aften en god mulighed for at nærme sig de øvrige tophold, men smed en føring på seks mål i udekampen mod Odense.
Til allersidst havde vestjyderne alligevel chancen for at vinde, men Kristine Breistøl skød på stolpen, og så endte det intense topbrag 30-30.
De forsvarende mestre fra Odense har nu 21 point på andenpladsen, mens Team Esbjerg er fire point efter på tredjepladsen og får svært ved at vinde grundspillet.
Øverst i tabellen finder man Ikast Håndbold, der samtidig besejrede Ringkøbing overlegent på hjemmebane.
Team Esbjerg har generelt været mere svingende end de andre store bejlere til mesterskabet, men onsdag så længe ud til at blive en god dag for Jesper Jensens tropper.
I begyndelsen af topbraget fløj målene ind i begge ender, men måltempoet aftog en smule, som første halvleg skred frem.
Det var ikke gæsterne, som mistede pusten. Med Nora Mørk som den helt store arkitekt gik Team Esbjerg fra 9-10 til 16-10.
Odense kunne ikke få det til at fungere, og stribevis af tekniske fejl gjorde det svært at komme til brugbare afslutninger.
En scoringspause på mere end syv minutter blev brudt af Odenses Bo van Wetering, og frem mod pausen minimerede værterne Esbjergs forspring til tre mål.
Dione Housheer var afsender på adskillige fejlafleveringer før pausen, men i anden halvleg begyndte hun at vise skarpheden foran mål.
Hun var en af de primære årsager til, at Odense lynhurtigt spiste Esbjergs forspring og tilmed skaffede sig et forspring på 25-22 med et kvarter igen.
Stimerne fortsatte med at komme og gå for de to hold, og med fire mål i træk var det pludselig Esbjerg, der kunne bringe sig i front med 26-25.
En heroisk kæmpende Mie Højlund trodsede skader og udlignede med mindre end et minut tilbage, men Team Esbjerg fik en allersidste mulighed for at vinde topkampen.
Havde Breistøl skudt få centimeter længere til højre på frikastet, var Esbjerg nok løbet med det hele, men sådan skulle det ikke gå.