Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Odense tæt på Champions League-kvartfinale efter otte-måls sejr i Norge

Ritzau
Odense spillede en strålende første kamp mod Storhamar
Odense spillede en strålende første kamp mod StorhamarProfimedia
Håndboldkvinderne fra Odense kan ane en plads i kvartfinalerne i Champions League. Lørdag vandt cheftræner Ulrik Kirkelys spillere med 30-22 på udebane over norske Storhamar. Dermed har fynboerne skabt et særdeles godt udgangspunkt før returkampen om en uge.

De danske favoritter fik en fremragende start mod Storhamar, der sneg sig videre til knockoutfasen med en sjetteplads i gruppe B. Odense gjorde et bedre indtryk og blev nummer tre i gruppe A.

Forskellen på de to hold viste sig allerede i kampens indledning, hvor værterne hurtigt blev løbet over ende. Odense bragte sig således foran 5-0, før Storhamar kom på måltavlen.

Det nåede også at blive 7-1 og 8-2, inden nordmændene fik bedre fat og begyndte at æde af det danske forspring.

Spillet var i perioder meget urytmisk, og Odense sluttede første halvleg af med en scoringspause på 6 minutter og 28 sekunder. Gæsternes føring før anden halvleg var derfor nede på 16-13.

Efter pausen kom der igen gang i den fynske målmaskine, og samtidig blev der lukket så godt af bagude, at Storhamar blev holdt nede på nul mål i en periode på 13 minutter og 6 sekunder.

Det var nærmest en lille sejr i sig selv for de norske værter, da Anniken Obaidli fik reduceret til 15-22 for Storhamar.

Kampen viste med al tydelighed, at danskerne har et gear eller to mere end de norske modstandere, der på næste lørdag skal en tur til Danmark.

Skulle Odense ende med at vinde den dansk-norske duel, hvilket alt tyder på, så venter ungarske Györ i kvartfinalen.

Efter den igangværende sæson skifter Odense-træner Ulrik Kirkely til Györ, der har vundet Champions League fem gange. I sidste sæson tabte ungarerne i finalen til norske Vipers Kristiansand.

Ud over Odense er dansk kvindehåndbold også repræsenteret af Team Esbjerg i Champions League. Vestjyderne møder søndag franske Brest på udebane.