Officielt: Lasse Vigen er ny Silkeborg-spiller : På kontrakt frem til sommer
28-årige Lasse Vigen, der senest har spillet i Belgien, har tidligere været i Fulham og Brøndby. Og han er en ønskespiller for Silkeborg, lyder det i pressemeddelelsen.
"Vi er meget glade for, at det er lykkedes at hente en kvalitetsspiller som Lasse Vigen Christensen til klubben. Vi står over for en spændende forårssæson, hvor han utvivlsomt vil komme til at hjælpe os med sin rutine, dynamiske spillestil og store arbejdsradius. Han har holdt formen ved lige i Esbjerg i de seneste uger og kommer fra et godt forløb i Belgien med mange kampe, så han er klar til at forstærke truppen med øjeblikkelig virkning," siger sportschef Jesper Stüker.
Vigen fik ophævet sin kontrakt med Zulte Waregem i januar, og han er altså kun i første omgang kort tid i klubben. Men han glæder sig.
"Jeg ser frem til at spille i den røde trøje på et hold, som jeg med interesse har fulgt over de seneste år, hvor både resultaterne og spillet har været rigtig gode. Holdet har en attraktiv spillestil, som jeg glæder mig til at blive en del af, og jeg vil gøre mit allerbedste for at hjælpe klubben til at få en god forårssæson i en meget tæt og spændende Superliga, lyder det fra Lasse Vigen Christensen, der får trøje nummer 22 i SIF.