Offside-forbandelse kunne ikke forhindre FCK-sejr i Haderslev
Uden at imponere snuppede FC København søndag en 2-0-sejr ude over Sønderjyske i søndagens sene kamp i Superligaen.
Med sejren er FCK tilbage på førstepladsen med ti point efter de første fire kampe. Silkeborg har et point færre på andenpladsen.
I bunden af rækken har Sønderjyske kun et enkelt point, der kun er gjort ringere af Vejle med lutter nederlag.
Sønderjyske åbnede kampen bedst og skabte stor usikkerhed i københavnernes bageste geledder.
FCK-forsvaret virkede skrøbeligt, og sønderjyderne kom til flere afslutninger, der dog ikke havde den nødvendige kvalitet.
I stedet for en scoring til hjemmeholdet slog FCK til med simple midler i den anden ende.
FCK-angriberen Orri Oskarsson kom alene igennem og udplacerede nemt Sønderjyske-keeperen Nicolai Flø.
I første omgang blev der dømt offside, men VAR rettede det til mål, da afleveringen fra Rasmus Falk akkurat snød Sønderjyskes offsidefælde.
Fem minutter før pausen udgik to skadede Sønderjyske-spillere. Flø blev erstattet af Jakob Busk, der ikke havde spillet en betydende kamp i mere end seks år. Busk har tidligere spillet i FCK.
I front kom Mads Agger ind i stedet for Kristall Ingason, der også udgik skadet.
Kort efter fik FCK-stopperen Munashe Garananga en stor chance, men han formåede at heade forbi i helt fri position foran mål og tog sig efterfølgende til hovedet i forbløffelse over sin egen afbrænder.
Sønderjyske jagtede en udligning fra starten af anden halvleg, og der var stadig momenter af usikkerhed i FCK-defensiven.
Den smalle føring betød, at spændingen i kampen hele tiden var til stede i den generelt uskønne affære.
Skarphed og effektivitet var der ikke meget af hos sønderjyderne. Sefer Emini sparkede langt forbi FCK-målet et kvarter før tid.
Kort efter hamrede FCK-angriberen Mohamed Elyounoussi på mål, men bolden ramte stolpen.
Efter 86 minutter ramte FCK træværket yderligere to gange ved først Elyounoussi og siden Oskarsson. Elyounoussi stod dog klar til at sparke bolden i kassen i tredje forsøg til slutresultatet 2-0.
I slutminutterne udgik Oskarsson med en skade, og det så ikke alt for godt ud for islændingen.
Der blev ikke scoret flere mål i kampen foran de 7912 tilskuere i Haderslev.