OL-debutanten Curry skyder USA til femte titel i træk
Da der i slutminutterne var allermest brug for det, trådte superstjernen Stephen Curry i karakter med en stribe trepointscoringer, som sikrede amerikanerne en sejr på 98-87.
Det var femte olympiske titel i streg for USA's basketherrer, som kan sætte flueben ved sommerens store mission.
Bercy Arena var fyldt til bristepunktet med tilskuere, og ikke overraskende lå sympatien hos Frankrig for klart størstedelens vedkommende.
Særligt når det 224 centimeter høje megatalent Victor Wembanyama viste sine evner, antændte arenaen, som tidligere ved OL dannede ramme om Simone Biles' medaljeregn.
Den 20-årige kæmpe var afgørende for Frankrig i begge ender af banen og begejstrede blandt andre den franske præsident, Emmanuel Macron, som var på plads på lægterne.
Det samme var en perlerække af tidligere og nuværende sportsstjerner, og de fik fuld valuta for pengene.
Holdene fulgtes ad gennem det meste af første halvleg, og lydkulissen nåede nye højder, da Washington Wizards-spilleren Bilal Coulibaly tre minutter inde i andet quarter bragte Frankrig foran 25-24.
Det gav tilsyneladende Stephen Curry og LeBron James en fornyet gnist. Curry lavede et par trepointscoringer, og James viste den fysik, der i årtier har fået modstanderne til at frygte ham i NBA.
Flere gange maste han sig helt ind til kurven, hvor han kom til scoring.
USA var foran 49-41, og selv om føringen voksede til 61-47, var franskmændene ikke lige sådan at ryste af.
Og da Nando de Colo i de sidste sekunder af tredje quarter stjal bolden fra et par snorkende amerikanere og scorede i den anden ende, var overraskelsen pludselig realistisk.
Men USA's individualister var ganske enkelt for gode. Hvis den ene profil ikke lige havde tur i den, tog den anden over.
Anthony Davis og Kevin Durant gav USA lidt luft, og med fem minutter igen øgede LeBron James forspringet yderligere med sit dunk til 82-72.
Der var stadig håb for Frankrig, og med tre minutter tilbage på uret reducerede Wembanyama til 79-82.
Så var det ellers Curry-tid. Inden for få minutter leverede han fire trepointscoringer og slog sig på brystet, mens han begravede værternes drømme.
USA levede op til favoritværdigheden, og i sidste ende må de europæiske hold sande, at nok er de kommet tættere på USA i spillermateriale, men et amerikansk hold i stærkeste opstilling er stadig stærkest.