Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

OL-reserve jagter endeligt gennembrud: Vil være en kæmpe skuffelse at misse EM

Henrik Bauch
Michala Møller til landsholdets pressemøde
Michala Møller til landsholdets pressemødeMartin Sylvest/Ritzau Scanpix
Det er ved at være tid til at bryde igennem på landsholdet for Michala Møller. Landsholdsbobleren vil bide sig fast, og målsætningen er helt klar. Hun vil i EM truppen til december. Det fortæller hun i et interview med Flashscore.dk

Efter i en årrække med den samme klub- og landstræner, har det været nye tider efter OL for Team Esbjerg-spilleren Michala Møller.

Jesper Jensen er fortid i Esbjerg, hvor der nu står en svensker på sidelinjen og udstikker dessiner til Møller, der hilser de nye øjne velkommen.

”Det har været spændende. Nogle gange er det godt med et nyt og frisk pust. Jeg har haft Jesper (Jensen, red.) i tre år og været superglad for det samarbejde. Jeg synes Tomas og Christian (Axnér og Knutzon Køhler, red.) har gjort det godt. De er kommet ind med ny energi, og har været klar over de svære betingelser der har været, i og med at så mange har været med til OL”, fortæller Michala Møller til Flashscore.dk.

Som spiller er det vigtigt at udvikle sig, og som en spiller der befinder sig på randen af et internationalt gennembrud, kan nye krav og forventninger være det sidste skub ned ad rampen

”Det er med til at udvikle mig, at der kommer nogle nye øjne på mig, som måske ser nogle andre ting, eller som udfordrer dig en anden måde”, lyder det fra Møller, inden hun uddyber.

”Måske vil han ændre spillestilen for truppen, og så bliver jeg måske tvunget til at spille på en anden måde eller at se spillet anderledes. Det er måske meget sundt ind i mellem at blive udfordret”.

Den 24-årige Esbjerg-profil har selv udset sig, hvad der skal til at få at taget det sidste skridt. Møller har i Kvindeligaen noteret sig for 24 mål i sæsonens første seks kampe, mens det er blevet 29 mål i det samme antal kampe i Champions League.

”Jeg har sat mig et mål om at få en større rolle, end jeg har nu, ved at påtage mig mere ansvar. Både ved at styre spillet, og selvfølgelig få flere minutter på banen”, siger Møller, der på den korte bane i landsholdsregi også har en helt klar målsætning.

”Der ligger en slutrunde nu her, og det er et stort mål for mig at blive udtaget til den. Der skal laves en base på det i Esbjerg, og så skal jeg vise mig frem til landsholdssamlingerne, hvor jeg skal løfte mit bundniveau, og præstere godt over længere tid”.

Venstrebacken befinder sig på et af de yderste mandater i landsholdstruppen, når alle er klar. Efter at have været en fast figur til EM i 2022, blev Møller ikke udtaget til VM på hjemmebane året efter. Ved denne sommers OL var Møller reserve og fik blot spilletid i en enkelt kamp.

Derfor åbner de mange udskiftninger i den nuværende trup op til, at Møller skal have meget spilletid ved kampene med Holland, Norge og Tyskland. Møller er også mere end klar til at række ud efter en mere permanent plads på landsholdet.

”Det er nu, der skal trykkes på speederen for mig. Jeg har forsøgt at skrue på alle de parametre, jeg kan, og gør det stadigvæk, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke vil være en kæmpeskuffelse, hvis jeg ikke kommer med til EM”, fortæller Michala Møller.

Store ord fra Møller, der er født i Aalborg, men som i vinter forlængede sin aftale med Esbjerg frem til sommeren 2026. Hun ved dog godt, at den slags udtalelser kan give bagslag. Møller ser det dog omvendt, og bruger dem som pejlemærke for, hvad hun skal arbejde med.

”Jeg lægger pres på mig selv med den melding, og det synes jeg kun er fedt at kunne gå og arbejde med hjemme i klubben i jagten på de små procenter. Både så jeg lykkes på klubplan, men så sandelig også på landsholdet”.

Hvor mange af de etablerede spillere formentlig nok kunne være en træningsturnering foruden, så står det ganske anderledes til for Møller, der som en af de mere erfarne spillere skal balancere mellem at spille sig tættere på en EM-trup, men samtidigt også vise de nye spillere til rette og byde dem ordentligt velkommen.

”Jeg kan sagtens få pulsen op over at skulle spille Golden League. Der er mange nye med, og det gør mig vildt stolt. Vi skal få tingene til at spille og få nogle gode oplevelser. Der er klart et større ansvar på sådan en som mig nu her. Det er fedt at have det ansvar, og det glæder jeg mig til, og det ansvar tager jeg rigtigt gerne på mig”, lyder det afsluttende fra Michala Møller.

Debuten i rødt og hvidt kom ved VM i 2021 mod Congo, og samlet er det blevet til 28 landskampe med det samme antal mål til følge.