Optakt til Rotterdam: Rune klar til kamp mod tidligere karantæneramt fransk troldmand
Mens Rune træder ind i turneringen som fjerdeseedet, har franskmanden været igennem to runder i kvalifikationen for at komme til hovedturneringen i Rotterdam. Først slog han Maximilian Marterer 7-6, 7-6 og derefter Nikoloz Basilashvili med 7-5, 6-4.
Tenniskendere vil huske, at Lestienne fik syv måneders karantæne tilbage i 2016 for at have sat penge på tenniskampe, en karantæne der dog senere blev halveret. Siden har han dog virkelig fundet formen og rangeringen som 48 på verdensranglisten er hans bedste nogensinde.
Franskmanden, der på ATPs hjemmeside beskrives som en mand med et skjult talent for at trylle og optræde ved festlige anliggender, deltog også ved Australian Open, hvor han han i 1. runde besejrede Thiago Monteiro mens han røg ud i 2. runde mod Cameron Norrie.
De to har har tidligere mødtes en enkelt gang tilbage i 2016, hvor Rune var blot 16 år. Dengang vandt Lestienne med 6-4, 6-3 i Challenger-turnering i Blois i Frankrig.
Med franskmanden Patrick Moratoglou som en del af sit team har Rune tydeligvis vist større modenhed i sit spil i starten af 2023, men det var klart både i Australian Open og i ATP-turneringen i Montpellier, at danskeren stadig mangler at spille aggressivt på de vigtige bolde. Det får vi forhåbentlig at se i Rune's første kamp i Rotterdam onsdag, hvor danskerens kamp mod Lestienne er programsat til at gå i gang kl. 10.00.