Oscar Drugge stjal showet for Aalborg - slog duksene fra Rødovre klart
Aalborg Pirates var på besøg hos Rødovre Mighty Bulls.
Det blev til en Aalborg-sejr på 5-3 mod sidstepladsen i ligaen i en kamp, hvor den svenske Aalborg-back Oscar Drugge med tre assist og en scoring blev afgørende.
Allerede efter seks minutter åbnede center i Aalborgs første kæde Julian Jacobsen scoringen. Men det var først i anden periode, at Aalborg for alvor begyndte at boltre sig på isen i den københavnske forstad.
Tobias Ladehoff fordoblede Aalborg føringen i begyndelsen af periode, inden Trevor Gooch gjorde det til 3-0. Mod slutningen slog Jeppe Korsgaard søm nummer fire i Rødovre-kisten og lukkede reelt opgøret.
For det var et Rødovre-mandskab, som slet ikke kunne få stave og skøjter til at drive Aalborg væk fra hjemmeholdets forsvarszone.
Efter at have assisteret ved tre af Aalborgs scoringer kom Oscar Drugge i starten af tredje periode selv på tavlen, da han efter endt strafperiode løb direkte ind og blev sendt helt fri i dybden mod Rødovre-målet.
Rødovre bragte lidt spænding ind i opgøret med to scoringer fra finske Miro-Pekka Saarelainen og Viktor Bemstrøm i samme powerplay-spil.
Og få minutter efter blev føringen reduceret til to. Saarelainen udnyttede et nyt powerplay. Tættere på kom hjemmeholdet ikke.
Tidligere på aftenen var Herning gæster i Granly Hockey Arena i Esbjerg, hvor hjemmeholdet Esbjerg Energy med en sejr kunne hale ind på nummer fire i ligaen, Sønderjyske.
De seneste to gange, Herning har været på besøg hos Esbjerg, er midtjyderne blevet sendt hjem med et 0-4-nederlag. Tirsdag aften ville Herning-spillerne det anderledes og vandt 4-1.
Esbjergs kaptajn, Philip Larsen, var på isen for første gang siden november i hjemmeholdets defensiv, og han kunne se ligaens canadiske topscorer, Phil Marinaccio, bringe gæsterne foran.
Esbjerg smed pucken væk langt oppe på Hernings halvdel, og så skøjtede Herning-spillerne simpelthen fra Esbjerg.
Og med to minutter tilbage af første periode skubbede Mathias From pucken over mållinjen til 2-0 lige efter et endt Herning-powerplay. Endnu en gang efter en omstilling.
Venstre wing i Hernings tredje kæde gjorde det til 3-0 i anden periode, inden Esbjergs Oliver Kjær i starten af tredje periode bragte lidt spænding tilbage i opgøret med en reducering i powerplay.
Men selv om Esbjerg var i powerplay flere gange i tredje periode og kom til flest afslutninger gennem kampen, udnyttede hjemmeholdet ikke deres muligheder. Og i stedet lukkede Hernings Mads Christensen kampen til 4-1.
Aalborg og Herning er fortsat adskilt af et enkelt point i toppen af tabellen. Aalborg har spillet en kamp færre.