Overlegen enkeltstart: Vingegaard laver hattrick og vinder etapeløb overbevisende
Søndag slog den danske stjerne sin samlede sejr i etapeløbet O Gran Camiño fast med syvtommersøm, da han kørte et brag af en enkeltstart i den spanske region Galicien.
På den 18,1 kilometer lange rute satte han samtlige konkurrenter til vægs og vandt løbets fjerde og sidste etape.
Selv Jonas Vingegaards holdkammerat på Jumbo-Visma Rohan Dennis, der er specialist i tempokørsel, måtte strække våben i konkurrencen med den danske Tour de France-vinder.
Australieren, som sluttede på andenpladsen, var 35 sekunder efter sin holdkaptajn på målstregen.
Jonas Vingegaard vandt i overbevisende stil de to bjergetaper fredag og lørdag, og med søndagens sejr diskede han altså op med et sejrshattrick.
Inden enkeltstarten havde danskeren 53 sekunder ned til Ruben Guerreiro (Movistar) på andenpladsen i den samlede stilling, og den føring blev altså udbygget noget så eftertrykkeligt.
Jonas Vingegaard var få meter fra at indhente Ruben Guerreiro, som var kørt ned ad startrampen to minutter tidligere end danskeren. Portugiseren endte med at dumpe ned på tredjepladsen i den samlede stilling. Jesús Herrada (Cofidis) overtog andenpladsen.
Efter nogle formidable dage under spanske himmelstrøg kan Jonas Vingegaard vist godt betragtes som værende klar til sæsonens første helt store test.
5. marts er han på startlisten i det traditionsrige etapeløb Paris-Nice, hvor han skal dyste med Tadej Pogacar om den samlede sejr.