Overlegen nordmand fortsætter sejrstogt trods strømkaos: "Jeg tror, jeg var ret heldig i dag"
Johannes Thingnes Bø har ikke ligefrem haft brug for held i denne sæson. Nordmanden er gået fra den ene sejr til den anden, og før onsdagens individuelle 20 kilometers skiskydning stod den 29-årige stjerne noteret for syv sejre ud af blot ti mulige.
Og onsdag tog han så sæsonsejr nummer otte, for i Ruhpolding var der ingen, der kunne matche den femdobbelte olympiske mester, der selv med to forbiere endte som vinder, efter ganske enkelt at have massakreret resten af feltet på løjpen, hvor Thingnes Bø var mere end et minut hurtigere end næsthurtigste skiskytte, svenske Martin Ponsiluoma, der måtte tage til takke med en placering som nummer 33 efter fire katastrofale skydninger, der gav hele fem forbiere. Ponsiluoma havde ellers vundet sæsonens første individuelle løb i Kontiolahti tilbage i november.
Næstbedste mand blev, ikke så overraskende, også en nordmand, for der tegner sig efterhånden et billede af en biathlonsæson, hvor der er Norge og så alle de andre. Vetle Sjåstad Christiansen fulgte således op på de gode takter fra Pokljuka, hvor nordmanden i weekenden var suveræn sammen med landsmand Ingrid Landmark Tandrevold i single mixed stafetten.
30-årige Christiansen tog nemlig sæsonens anden podieplads, men med til historien hører også, at Christiansen måtte finde sig i at udføre sin fjerde og sidste skydning uden lys på blinkene, og her blev det til løbets eneste forbier for Christiansen.
Vinder ikke berørt af strømafbrydelser
Der var nemlig flere gange strømafbrydelser i løbet af konkurrencen, hvilket både betød, at der ikke var tv-billeder fra Ruhpolding, men altså også at der ikke var tændt for de projektører, der skal gøre det muligt at se blinkene ved skydningerne. Christiansen selv er dog ikke meget for at give strømafbrydelserne skylden for sin andenplads, selvom der blot var cirka 10 sekunder mellem Thingnes Bø og Christiansen, hvorfor det altså var blevet til en sejr uden afbrænderen i fjerde skydning.
"I sidste sekund får jeg at vide, at strømmen er gået, og at sigtbarheden er dårlig, så jeg gør mine forberedelser ved at tænke, at jeg skruer op for den bagerste irisblænde med mindst 0,2 millimeter for at lukke lidt mere lys ind. Det føler jeg, at jeg ikke har brug for, så jeg fortsætter bare," fortæller Christiansen til NRK.
Hos dagens vinder, den norske superstjerne Johannes Thingnes Bø, var der dog muligvis en anelse bismag i den ellers flotte sejr, netop på grund af strømsvigtets indflydelse på de løbere, der startede efter Thingnes Bø, der gennem lodtrækning havde fået lov at starte som nummer tre i dagens konkurrence.
"Jeg mærkede i hvert fald ikke noget til det. Men ham, der startede som nummer fem, sagde, at han havde bemærket strømafbrydelsen. Jeg tror, jeg var ret heldig i dag," udtaler Thingnes Bø ifølge NRK.
Slovensk podieplads efter perfekt skydning
Mens det altså næppe kunne overraske nogen, at Johannes Thingnes Bø tog sin individuelle World Cup-sejr nummer 61 i karrieren, så var det noget mere overraskende, at der onsdag skulle være slovensk islæt på podiet.
Siden Jakov Fak, der frem til 2010 stillede op for Kroatien, men siden altså har repræsenteret Slovenien, fik en flot start på sæsonen i december 2017 og tog tre podieplaceringer, er det nemlig blot blevet til én eneste podieplacering for den efterhånden 35-årige kroatisk-fødte slovener. Den faldt helt tilbage i januar 2021, og det var altså mere end to år siden, at Fak sidst havde stået på podiet.
Det fik han ikke desto mindre lov til at gøre onsdag eftermiddag, for sloveneren leverede fire perfekte skydninger, 20 træffere ud af 20 mulige, og selvom Fak måske ikke har samme fart i skiene på løjpen, som tidligere i karrieren, så lykkedes det altså for Fak, at holde et godt tempo i sporet.
Norske Sturla Holm Lægreid var ganske vist næsten 50 sekunder hurtigere i skitid end Fak, men med en enkelt forbier mod Faks nul, måtte Lægreid se sig henvist til en fjerdeplads.
Udbygger føring over landsmand
Med resultaterne overtager Johannes Thingnes Bø føringen i den individuelle disciplin i denne World Cup-sæson, mens han samtidig udbygger sin efterhånden totalt overlegne føring i World Cuppen, hvor kun føromtalte Sturla Holm Lægreid er bare tilnærmelsesvis i nærheden af Johannes Thingnes Bø.
Dagens nummer to, Vetle Sjåstad Christiansen, indtager tredjepladsen i den samlede World Cup-stilling, mens franske Quentin Fillon Maillet falder ned på en fjerdeplads efter en skuffende dag, hvor han dog altså både måtte trækkes med strømafbrydelser og et enormt tungt spor under alt andet end kølige vejrforhold.
Netop Vetle Sjåstad Christiansen kunne således konstatere ovenpå sit løb, at det mindede om at stå på ski i påsken med en bagende sol ned på sporet.
Fredag 13. januar skal herrerne igen på løjpen, hvor Ruhpolding lægger sne, eller tøsne, til herrestafetten, før der søndag køres de 15 kilometer samlet start, hvortil dagens individuelle konkurrencen samtidig fungerede som kvalifikation. I fredagens stafet regnes nordmændene som de suveræne favoritter.