PL-optakt: London-derby og Newcastle på ulvejagt
Fulham – Arsenal
Et 3-2-nederlag i West London-derbyet mod Brentford i den foregående runde var et hårdt slag for Fulhams europæiske drømme. Cottagers' placering som nummer syv inden weekenden vil sandsynligvis være nok til en første europæisk deltagelse siden 2011/12, men da Fulham har spillet flere kampe end begge deres nærmeste forfølgere, er det stadig ikke helt givet.
En hjemmesejr kan give et tiltrængt boost til Marco Silvas mænd, som kun har tabt tre af deres 13 PL-kampe her i denne sæson. Denne stime kan dog måske give Fulham falske forhåbninger til dette opgør, da de faktisk er uden sejr på Craven Cottage mod hold, der ligger over dem. Derudover har de tabt ni kampe i træk til Arsenal.
Det glimrende arbejde, som Arsenal-bossen Mikel Arteta har udført i denne sæson, er ikke gået ubemærket hen, og rygterne siger, at Real Madrid er meget interesseret i at gøre spanieren til deres næste chef. Arteta har sagt, at han er taknemmelig for at være i Arsenal og "kan ikke kontrollere, hvad der bliver skrevet", men han står nu over for endnu en stor opgave efter deres opslidende tur torsdag aften til Sporting Lissabon i Europa League, der endte 2-2.
Det tyder dog på, at trætte ben fra torsdag aften ikke vil genere Gunners, da de endnu ikke har tabt efter en europæisk kamp. Arsenal har desuden vundet samtlige deres udekampe i London med en samlet score på 8-0.
Følg kampen via Flashscores kampside.
Manchester United – Southampton
Manchester United viste deres modstandskraft i midtugen, og reagerede på 7-0 ydmygelsen på Anfield i sidste weekend med en sejr på 4-1 over Real Betis i Europa League. Manager Erik ten Hag sagde, at han var "meget taknemmelig" for støtten fra hjemmepublikummet, og deres loyalitet bliver bestemt belønnet med resultaterne i denne sæson, hvor De Røde Djævle er ubesejrede i 20 kampe i træk på Old Trafford.
Opmærksomheden skifter nu hurtigt til at konsolidere en plads i Premier Leagues top-4, idet mesterskabstoget nok er kørt med 14 point op til Arsenal før denne runde.
Southampton tager den lange rejse nordpå i godt humør efter at have vundet to af deres seneste tre kampe, og endda holdt nullet ved begge lejligheder. Deres seneste kamp var en 1-0 sejr over Leicester, men det var stadig ikke nok til at imponere manager Rubén Sellés, der insisterede på, at "præstationen kan være bedre".
Det er en kamp, som Southampton kun har vundet to gange siden 2003, men de kan måske finde gejst i det faktum, at det begge var 1-0-sejre på Old Trafford. De har også været bedre på udebane denne sæson, idet de har fået 12 af deres 21 point på fremmed græs.
Følg kampen live på Flashscores kampside.
Newcastle - Wolverhampton
I slutningen af januar var stemningen omkring St James' Park på sit højeste, da Toon Army fejrede, at Newcastle nåede deres første finale siden 1999, mens klubben lå på tredjepladsen i Premier League. Eddie Howes mandskab har dog været uden sejr på det seneste, og de kommer til denne kamp med tre nederlag i træk.
Disse nederlag kom mod Liverpool, Manchester United og Manchester City, hvilket betyder, at alarmklokkerne ikke vil ringe endnu, men forhåbningerne om at sikre Champions League-fodbold har fået et slag, og Newcastle er fire point efter fjerdepladsen forud for runden. Dog med færre spillede kampe. Det, der bør bekymre Magpies, er manglen på mål. Newcastle har kun lavet seks mål siden VM, hvilket er dårligst i Premier League.
Det har været en helt anden historie for Wolves, der startede sidste måned lige over nedrykningsstregen alene på målforskellen, men sluttede den foregående runde oppe på 13. pladsen efter en imponerende stime med kun to nederlag i seks kampe.
Wolves skal helt tilbage til august 2022 for at finde deres seneste clean sheet på udebane, mens de mod Newcastle er på en bemærkelsesværdig stime, hvor de har lukket præcis ét mål ind i hver af deres seneste ni indbyrdes opgør i Premier League. Manager Julen Lopetegui skal derfor måske tilbyde et endnu større incitament end den frokost, han købte til spillertruppen efter deres 3-0 hjemmesejr mod Liverpool, hvis målet er at holde Newcastle fra måltavlen.
Følg kampen live på Flashscores kampside.