Pogacar anerkender klatrefordel, men frygter van der Poel
Hvis han vinder søndagens monument Liège-Bastogne-Liège, vil han have vundet tre af sæsonens fem monumenter. Det har ingen gjort, siden legenden Eddy Merckx gjorde det i 1975.
Men hvor den hollandske verdensmester var stor forhåndsfavorit til sejrene i både Flandern Rundt og senest Paris-Roubaix, løber en anden med favoritværdigheden i Liège.
Et andet fænomen, vinderen fra 2021 Tadej Pogacar, er nemlig til start. Og med langt flere og længere stigninger i Liège-Bastogne-Liège end i årets første tre monumenter, lægger løbet langt bedre til sloveneren.
Tour de France-vinderen fra 2020 og 2021 er hos bookmakerne gjort til stor favorit. Den rolle vedkender han sig gerne, men han advarer mod at undervurdere van der Poel, som er i storform.
"Det bliver en fantastisk kamp at møde van der Poel. Selv om jeg klatrer bedre, så føler jeg, at han stadig er i stand til at vinde," siger Pogacar ifølge AFP.
Den slovenske stjerne var ikke til start i Flandern Rundt og Paris-Roubaix.
Pogacars favoritrolle er blevet endnu større, da store konkurrenter som Primoz Roglic og de seneste to års vinder af løbet, Remco Evenepoel, er ude med skader.
Det betyder også, at danske Mattias Skjelmose, som er en fremragende bjergrytter, nævnes blandt outsiderne til at kunne udfordre Pogacar og van der Poel.
Den 25-årige slovener ankommer dog med en ubekendt faktor. Han har ikke kørt løb siden Tour of California for en måned siden.
I stedet har han fokuseret på højdetræning frem mod sit første store mål i sæsonen. Det er Giro d'Italia, som begynder 4. maj.
Pogacar har proklameret, at han vil gå efter den svære manøvre at vinde både Giroen og Tour de France i samme år. Det har ingen præsteret sin afdøde Marco Pantani i 1998.