Pokal-optakt: Pokalspecialisterne fra Sønderjyske kommer på hård test mod Silkeborg
Sønderjyske har dog haft en relativt let vej til kvartfinalerne, og har ikke mødt modstand fra højere lag end deres eget. Størst besvær fik de i seneste runde på udebane mod Nykøbing FC, der først blev ekspederet ud efter forlænget spilletid.
Silkeborgs vej er gået over Næstved og Randers, og midtjyderne må alt andet lige påtage sig favoritværdigheden til et samlet avancement.
Hjemmeholdet fra Haderslev er med i sub-toppen i landets næstbedste række. De er på en foreløbig femteplads, men de har også ni points op til de oprykningsgivende pladser, hvilket ikke kan være helt tilfredsstillende for sønderjyderne, der mere eller mindre kører med et Superliga-setup.
Hjemmebanen er ikke det fort, man kunne håbe på, med fire sejre, tre uafgjorte og tre nederlag. Den kan dog blive en fordel onsdag mod Silkeborg, da deres hjemmebane som bekendt er kunstgræs. Haderslev Stadion har notorisk ikke været landet bedste græsplæne, men hjemmeholdet kender forholdene og bør kunne drage fordel af det.
Efter vinterpausen er det blevet til fire points, og senest et nederlag til Hvidovre, der scorede til 2-1 tre minutter inde i dommerens tillægstid. Sønderjyske var ellers foran 1-0 med 25 minutter igen, men måtte se sig slået til sidst.
Silkeborg kommer til opgøret helt høje på selvtillid efter det sene sejrsmål, som Lukas Engel fik hamret i kassen mod FC Nordsjælland. Ellers har foråret været lidt blandet for Kent Nielsens tropper, som dog stadig ligger til at deltage i mesterskabsslutspillet.
Cheftræner Kent Nielsen forventer da også at blive udfordret af pokalspecialisterne fra Sønderjyske, der har været i to finaler i de seneste år, men han udmeldt en klar forventning om at Silkeborg trækker sig ud med samlet sejr.
Hold øje med disse
Den nye Sønderjyske-træner Thomas Nørgaard kan tillade sig at have store forventninger til 22-årige Emil Frederiksen. To mål i foråret er det blevet til af kantspilleren, der typisk stiller op på højre side af Sønderjyskes 4-3-3 formation.
Den tidligere Heerenveen-spiller har lavet otte mål i sæsonen, og sammen med rutinerede Mads Albæk skal han være god, hvis Sønderjyske skal have noget med fra det første opgør.
Sebastian Jørgensen der var part i den sagnomspundne VHS-trio i sidste sæson, har lidt under savnet at de tidligere legekammerater Helenius og Vallys. 0 mål i foråret trods fuld spilletid er status for Jørgensen, der totalt i Superligaen har lavet seks mål i sæsonen.
Ifølge Wyscout så rammer Jørgensen indenfor rammen på lige over 1/3 af hans 46 afslutninger i sæsonen.
Trupnyt, skader og karantæner
Sønderjyske har Emil Berggreen ude med skade, mens Christoffer Remmer og Troels Kløve står over. Adnan Hadzic og Maxime Soulas er nye i truppen i forhold til kampen senest mod Hvidovre.
Silkeborg har til opgøret vraget midtstopper Joel Felix, men ellers er det den samme trup som til kampen mod FC Nordsjælland. Der er ingen kendte skader i Silkeborg-truppen frem mod opgøret i Haderslev.
Kampen kan som altid følges på Flashscores kampside.