Polsk storklubs skæbne er fortsat uvis: Kan blive sidste sæson som magtfaktor
Men nu kan det meget snart være slut, i hvert fald med Kielce som en stormagt i håndboldverdenen. Den polske klub står til at miste praktisk talt samtlige af deres stjerner, såvel som deres cheftræner, legendariske Talant Dujsjebajev, hvis de ikke meget snart får fundet en ny storsponsor.
For uden en god, tung pengepung, er det altså snart sagt umuligt at drive en håndboldklub på dét niveau, som man gør i Kielce, og siden slutningen af 2022 har klubbens præsident, hollandsk-polske Bertus Servaas, ledt med lys og lygte efter en ny storsponsor. Her valgte Browar Van Pur, selskabet bag den helt store finansielle støtte siden 2020, bryggeriet Łomża, nemlig at trække sig fra sin sponsoraftale.
Bertus Servaas har ledt og ledt men altså tydeligvis forgæves, for på januars sidste dag, tirsdag, kunne klubben meddele i en pressemeddelelse, at man endnu ikke har fundet en ny økonomisk støtte, men at Kielce fortsat vil deltage i både den bedste polske række og i Champions League med deres nuværende, stærke såvel som løntunge, trup frem til sommeren.
Hvad, der herefter skal ske, er uvist, men ifølge klubbens pressemeddelelse vil der i slutningen af marts blive truffet en beslutning for så vidt angår næste sæson. Skulle det ikke lykkes Kielce at finde en ny økonomisk støtte, kan de se frem til at vinke farvel til praktisk talt samtlige af deres vigtigste spillere, for mange af disse har ifølge TVP allerede tilbud liggende.
Kan miste alle stjernerne
Cheftræner Talant Dujsjebajev skulle således angiveligt være på vej til Ungarn, hvis ikke Kielce får styr på økonomien, hvor Pick Szeged skulle have linet tilbud op for ikke bare cheftræneren, men også hans to sønner, Alex og Daniel, der begge var med til at vinde VM-bronze for det spanske landshold i løbet af januar. Også franske Dylan Nahi skulle være på blokken i Pick Szeged i tilfælde af det værste scenario i Kielce.
Også Paris Saint-Germain skulle være klar til at udnytte Kielces potentielle fald fra tinderne. Den franske storklub skulle således have lagt billet ind på Nedim Remili, der var blandt de helt store oplevelser ved årets VM, hvor han blev valgt til All Stars holdet.
Barcelona skulle efter sigende være stærkt interesserede i at hente den bomstærke hviderussiske stregspiller Artsem Karalek, mens også den polske højrefløj, Arkadiusz Moryto, skulle have et stående tilbud fra den catalanske storklub.
Dertil har Kielce i denne sæson også kontrakt på profilerede navne som den tyske målvogter Andreas Wolff, den polske venstreback Tomasz Gębala, og den dygtige kroatiske playmaker Igor Karačić. Der er altså tale om en ekstremt stjernespækket trup, der havde hele syv spillere med på listen, da den norske håndboldjournalist, Stig Nygård, forleden kårede de 50 bedste håndboldspillere i verden.
Siden 2008 har Kielce kun én enkelt gang ikke formået at vinde det polske mesterskab, mens klubben, foruden Champions League finalenederlaget i sommeren 2022, også i 2016 nåede finalen af den vigtigste europæiske klubturnering, hvor de slog ungarske Veszprém.
De økonomiske udfordringer har ikke for alvor smittet af på de sportslige præstationer, for i Champions League indtager Kielce andenpladsen i gruppe B, der blandt andet består af Aalborg Håndbold og føromtalte Pick Szeged. Kun Barcelona har samlet flere point end Kielce i de første 10 runder. I den hjemlige liga indtager Kielce ligeledes andenpladsen, efter at Wisła Płock har fået en perfekt start med 13 sejre i 13 kampe, men Kielce er altså blot tre point efter rivalerne.