Polsk topkamp kogte totalt over: Racistiske sange, spytklatter, 21 udvisninger og blå kort
Efter Wisla Plocks sejr kom Kielce træner Talant Dujshebaev med alvorlige anklager om racisme mod Plock-fansene, men også mod Wisla-træner Xavier Sabate. "Han kaldte mig en lorte kineser," fortalte Dujshebaev, der er født i Kirgisistan, således til handball-world.
Fra hans synspunkt var fansenes opførsel over for Kielce-spilleren Dylan Nahi endnu værre. Nahi blev angiveligt flere gange beskrevet som et "sort svin", og i følge Dujshebaev sad Dylan efter kampen i omklædningsrummet og græd. "Sådan racisme kan ikke eksistere i det 21. århundrede. Det er absolut uacceptabelt, vi er nødt til at kæmpe imod sådanne udtalelser," sagde Dujshebaev.
Nahi sagde efter kampen til det franske medie "L'Equipe": "På et tidspunkt havde jeg på fornemmelsen, at folk lavede sange mod mig, men jeg vidste ikke, hvad de sang. I slutningen af kampen forklarede mine holdkammerater og min træner mig, at det var "racistiske fornærmelser."
Kielce reagerede søndag aften med en besked på sin hjemmeside: "Som klub vil vi gerne påpege, at denne type af racistisk adfærd og angreb er uacceptabel i professionel sport på højeste niveau. Sport skal forene og ikke forstærke forskelle."
Begivenhederne i Plock kogte i den grad over med 21 udvisninger plus et rødt og et blåt kort. Joge Maqueda modtog det blå kort i første halvleg efter en usportslig aktion mod Mirsad Terzic.
Trænerne stødte også verbalt sammen flere gange i løbet af kampen. Sabate anklagede Dujshebaev på den efterfølgende pressekonference for, at hans spanske landsmand spyttede på ham under kampen. Dujshebaev afviste dog kraftigt anklagen.
I den foregående sæson vandt Plock både mesterskabet og pokalen i Polen, og i starten af den nye sæson vandt de også Super Cuppen. Søndagens sejr var den femte i træk for Wisla. "Men mine anklager har intet at gøre med vores nederlag. Noget skal simpelthen gøres nu," sagde Dujshebaev.