Porto sænker tamme Arsenal på drømmemål i de døende sekunder
De portugisiske fans så nemlig deres lokale helte sænke Arsenal med 1-0 på et mål af brasilianeren Galeno med få sekunder tilbage af tillægstiden i den første af to Champions League-ottendedelsfinaler.
Ingen gik til kantspilleren, som havde bolden en håndfuld meter uden for feltet og på smukkeste vis drejede den i kassen til 1-0.
Det var en uventet udvikling på en søvndyssende kamp, hvor Porto vandt statistikken over afslutninger inden for rammen med de sjældent lave cifre 2-0.
Da Arsenal-profilen Declan Rice efter bare et minut kom klodset og for sent ind i en tackling og fik et gult kort, var det et varsel om det knoldesparkeri, der ventede.
Begge hold brugte mange kræfter på at holde hinanden i skak. Det gav få vellykkede offensive og kreative aktioner, men et hav af frispark og spilstop.
Arsenal havde bolden mest, Porto fik opgørets største chancer, men vandt på et lykketræf.
Havde den senere matchvinder Galeno udnyttet sin gigantiske dobbeltchance efter 21 minutters spil, havde opgøret fået et tiltrængt skud energi, men til sin egen og alle vidners undren missede han dobbeltchancen.
Kantspilleren modtog bolden på kanten af det lille felt, og først kanonerede han den på stolpen, før han sendte returen forbi mål.
Også i anden halvleg tegnede Porto sig for den største chance. Midt i halvlegen fik Evanilson bolden nær mål, men angriberen huggede den langt over kassen. Arsenals bedste muligheder var hovedstød efter dødbolde, men det var aldrig tæt på en engelsk scoring.
Det meste af spillet foregik midt på banen, og resultatet på måltavlen så ud til at passe kampens aktører fint - undtagen Galeno, der udnyttede Arsenals passivitet til at score i de døende sekunder.