Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Portugisisk snitter: Disse danskere var i Champions League aktion onsdag

Andreas Würtz Adamsen
Casper Nielsen skiftede i sommer til Club Brugge og har været en vigtig del af det belgiske holds præstationer i Europa.
Casper Nielsen skiftede i sommer til Club Brugge og har været en vigtig del af det belgiske holds præstationer i Europa.AFP
Det blev til spilletid for fire danskere, da der onsdag blev spillet Champions League fodbold i gruppespillets næstsidste runde.

Club Brugge 0-4 FC Porto

Det har været et aldeles strålende Champions League gruppespil for den belgiske mesterklub, Club Brugge, der har været stærkt medvirkende til at sende Diego Simeones Atlético ud af den fineste europæiske turnering. 

Men i onsdagens opgør blev det til noget af en snitter for belgierne, der hjemme fik besøg af portugisiske FC Porto. 

Med både midtbanespilleren Casper Nielsen og offensivesset Andreas Skov Olsen i startopstillingen, blev det nemlig til et stort firemålsnederlag for Carl Hoefkens mandskab. 

Ingen af de to danskere fik lov at spille hele kampen. Casper Nielsen gik således fra banen med ti minutters spilletid tilbage på uret, og ti minutter forinden havde landsholdsprofilen Skov Olsen også forladt grønsværen. 

Nederlaget ændrer dog ikke på, at Club Brugge allerede er videre til knockoutkampene. Spørgsmål er nu, om det bliver som gruppevinder eller toer, hvilket belgierne selv kan afgøre mod Bayer Leverkusen i gruppespillets sidste runde.

Jesper Lindstrøm kunne juble over en vigtig sejr, da Frankfurt onsdag mødte Marseille.
Jesper Lindstrøm kunne juble over en vigtig sejr, da Frankfurt onsdag mødte Marseille.AFP

Eintracht Frankfurt 2-1 Olympique Marseille

De seneste uger har Jesper Lindstrøm været brandvarm i Frankfurt. Onsdag var han da naturligvis også med fra start, da Eintracht hjemme foran 48.700 tilskuere tog en ekstremt vigtig sejr over Marseille. 

Målene blev scoret af Daichi Kamada og Randal Kolo Muani efter forarbejde af henholdsvis Evan Ndicka og Mario Götze, og det blev således hverken til mål eller oplæg for den tidligere Brøndby-stjerne. 

Med cirka 20 minutter igen gik Lindstrøm fra banen. 

Sejren sender sidste års Europa League vindere à point med portugisiske Sporting og ét point foran onsdagens modstandere fra Marseille - og i øvrigt også blot ét point efter gruppens etter, Tottenham.

Dermed kan Frankfurt selv afgøre skæbnen på sidste spilledag, hvor de møder Sporting i Lissabon. 

Der var masser af drama, da Tottenham og Sporting delte pointene mellem sig onsdag aften.
Der var masser af drama, da Tottenham og Sporting delte pointene mellem sig onsdag aften.AFP

Tottenham Hotspur 1-1 Sporting CP

Selvom han i weekends Premier League opgør sad på tribunen med lårproblemer, var Pierre-Emile Højbjerg tilbage i Antonio Contes startopstilling, da Tottenham onsdag tog imod Sporting CP. 

Og trods problemerne med låret blev det, som det så ofte er tilfældet, til fulde 90 minutter for den danske midtbaneprofil, der har spillet fuld tid i fem af sine syv optrædener for Tottenham i oktober. 

Det blev dog ikke til noget stort resultat for Tottenham, der tidligt i kampen kom bagud og først fik hul på bylden ti minutter før tid, da Højbjergs midtbanekollega, Rodrigo Bentancur, fik udlignet. 

Dybt inde i overtiden fik det engelske hjemmehold så annulleret en scoring, sat ind af stjernen Harry Kane, efter VAR blandede sig og dømte offside på den engelske stjerne. Beslutningen fik cheftræner Antonio Conte så meget op i det røde felt, at han fik marchordre fra kampens dommer. 

Med det uafgjort resultat adskilles Tottenham på førstepladsen og Marseille på fjerdepladsen blot af to point. De to hold mødes i gruppespillets sidste runde, og gruppen er således fuldkommen åben før sidste spillerunde. 

Ikke i aktion

En ankelskade holder fortsat Andreas Christensen fra banen i Barcelona. Danskeren måtte således se til fra tribunen, mens den catalanske klub fuldendte sæsonens fiasko af en Champions League-kampagne med et tremålsnederlag til Bayern München. 

Unge Zidan Sertdemir var ligeledes ikke at finde i kamptruppen, da Xabi Alonsos Leverkusen-tropper fik et enkelt point med fra Madrid og dermed sendte Atlético Madrid ud af turneringen.