Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Protester giver aflysninger og hovedbrud i cykelsporten

Ritzau
Protester giver aflysninger og hovedbrud i cykelsporten
Protester giver aflysninger og hovedbrud i cykelsportenBURAK AKBULUTANADOLU/Anadolu via AFP
Vrede landmænd protesterer for tiden flere steder i Europa over EU-regler, og det rammer cykelløb på flere måder.

Nogle steder kræver protesterne så meget politi andetsteds, at cykelløb må aflyses, fordi der ikke er betjente til at varetage opgaven med afspærring.

Derudover er cykelløb de seneste år blevet direkte genstand for diverse protester fra forskellige sider, fordi det både er logistisk let at forstyrre ved at blokere vejen og er en stor sport med masser af medieinteresse.

I Frankrig og Spanien har man måttet aflyse dele af etapeløb den seneste måned. Med udsigt til et par store løb den kommende tid og en klassikersæson med mange kilometer i Frankrig og Belgien, hvor landmænd også protesterer, har bekymringen ramt aktørerne.

"Det er noget, vi snakker om. Og vi ser da en risiko for, at der kan komme problemer i de kommende løb, hvis ikke myndighederne finder en løsning," siger den danske sportsdirektør hos Lidl-Trek, Kim Andersen.

"De er rimelig kontante, især de franske bønder, så jeg kan godt frygte for protester især i Paris-Nice (som starter søndag, red.)."

31. januar måtte 1. etape af Étoile de Bessèges aflyses, og midt i februar blev fire ud af fem etaper i Andalusien Rundt aflyst.

Cykelekspert hos TV 2 Sport og sportsdirektør på det danske kontinentalhold Coloquick Christian Moberg ser også med bekymring på udviklingen. Han håber dog for klassikerne, at løbet Het Nieuwsblad i sidste weekend var et varsel.

Det forløb uden større problemer, og den enorme cykelentusiasme i Belgien kan måske være det, som skåner eksempelvis monumentet Flandern Rundt i marts for ødelæggende protester.

"Flandern Rundt er jo en nationaldag i Belgien, men det er også en mulighed for at vise sit budskab, hvis man vil have noget frem. Så jeg tror da, at løbsarrangørerne har lidt kriller i maven," siger Moberg.

Kriller i maven har arrangøren af PostNord Danmark Rundt ikke endnu. Dels er løbet først til august, og dels har løbet historisk ikke haft problemer af den slags.

Det er Danmarks Cykle Union (DCU), som står bag løbet, og selv om Jens Kassler, der er sportslig ansvarlig for løbet, ikke ser en lige linje fra problemerne i Frankrig og Spanien til Danmark, så er det noget, han er opmærksom på.

Protester og demonstrationer er en sag for politiet, men som løbsarrangør vil han også gerne kunne planlægge med ro i sindet.

"Vi har faktisk møde med politiet i næste uge, og der er det et af vores punkter at snakke om den eskalering, der har været specielt i Spanien," siger Kassler.

"Vi vil gerne høre, om der er en plan for det. Hvad gør vi, hvis det rammer Danmark?"

Problematikken giver hovedbrud i mange afkroge af sporten. Rytterne i de påvirkede løb har været irriterede, men de har kunnet træne i stedet og få de nødvendige kilometer i benene.

Men består problemet tættere på Giro d'Italia og især sommerens Tour de France, så kan det blive et tema at vælge rigtigt i forhold til de klassiske optaktsløb.

"Der snakker vi forskelle i output af det, man laver. Der regner man hele tiden i stress af kroppen, og hvad man har behov for op til et stort mål. Der kan man miste konkurrencedelen af det," forklarer Christian Moberg.

Selv om aflyste løb lige nu ikke ødelægger formen og sæsonen for rytterne, så kan holdene allerede snart begynde at skele til, hvilke løb de skal satse på.

"Det kunne vi godt begynde at overveje. Vi er låst i vores tilmeldinger de næste par uger, for der er hele setuppet lavet klar. Men efterfølgende kan det da godt være, det er noget, vi vil kigge på," siger Kim Andersen.