Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Rønnow rangeres som tiendebedst i Bundesligaen - Dortmunds Kobel i top

Flashscore
Frederik Rønnow er Bundesligaens bedste til at stoppe skud,  men allround kun nummer 10, mener Kicker.
Frederik Rønnow er Bundesligaens bedste til at stoppe skud, men allround kun nummer 10, mener Kicker.Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Frederik Rønnow har for nylig fået meget ros for sine præstationer i målet for Union Berlin, der har gang i en særdeles flot sæson. Det har dog ikke været nok til at nå mere end en tiendeplads på listen over de bedste målmænd i Bundesligaen hos det hæderkronede fodboldmedie Kicker, der for øjeblikket har gang i deres halvårlige gennemgang af topspillerne på de forskellige positioner på banen.

Kicker er i gang med en større gennemgang af de bedste spillere på forskellige positioner i den første halvdel af Bundesliga-sæsonen. Og hvad målmænd angår, så er der hele syv af dem, der holder "International Klasse", hvilket er den næsthøjeste kategori. Ingen er altså i verdensklasse, mener Kicker.

Og selvom Rønnow for nylig viste sig at have den største redningsprocent overhovedet i ligaen, så er han blot blevet placeret på nummer ti på listen over de bedste spillere mellem stolperne og er landet i kategorien "National klasse." 

Han får derudover skudsmålet:

"En bundsolid keeper i sin første sæson som nummer 1 for Union. Med 80,7 procent har han den højeste redningsprocent af alle førstemålmænd. Han har god kontrol over straffesparksfeltet, er sikker på høje indlæg og er altid spilbar," skriver Kicker.

Over ham ligger altså ni mand, og de syv, der vurderes som havende international klasse er det fra top Dortmunds meget talentfulde Gregor Kobel fra Schweiz. Den 25-årige keeper er den første Dortmund-keeper til at ligge på toppen af listen over målmænd siden hans landsmand Roman Bürki tog pladsen i 2018. Lidt overraskende er den aktuelt skadede Bayern München-keeper Manuel Neuer placeret helt nede på syvendepladsen.

En anden tidligere Brøndby-målmand i Bundesligaen er Lukas Hradecky, der nu spiller i Bayer Leverkusen. Men han bedømmes til at være dumpet på baggrund af store udsving i præstationerne og en udvisning i første spillerunde mod netop Dortmund.

Den komplette liste lyder:

International Klasse:

1. Gregor Kobel, Dortmund

2. Yann Sommer, Gladbach

3. Kevin Trapp, Frankfurt

4. Marvin Schwäbe, FC Köln

5. Koen Casteels, Wolfsburg

6. Mark Flekken, Freiburg

7. Manuel Neuer, Bayern

National klasse:

8. Rafal Gikiewicz, Augsburg

9. Janis Blaswich, RB Leipzig

10. Frederik Rønnow, Union Berlin

11. Oliver Baumann, Hoffenheim