Rønnow vandt dansk keeperduel i intenst hovedstadsderby - Stage med fra start i Werder
Dansk keeperduel i hovedstadsderby
Den stod på lokalderby lørdag eftermiddag, da Union Berlin var på besøg hos Hertha Berlin på Olympiastadion i hovedstaden.
Normalt ville man sige, at Union Berlin er lillebror i Berlin-relationen, men i denne sæson er rollerne byttet rundt. Hertha ligger nemlig og kæmper for overlevelse i Bundesligaen, mens Union Berlin meget overraskende indtager andenpladsen.
De to klubber har begge danske målmænd. Frederik Rønnow vogter buret i Union Berlin, mens Oliver Christensen står mellem stængerne hos Hertha.
Frederik Rønnow og Union-holdet levede op til favoritværdigheden og vandt kampen med 2-0. Union Berlin holder derfor snor i Bayern München. Hertha er derimod under pres i den anden ende af tabellen, hvor de ligger næstsidst.
Tidligere klubkammerater tørnede sammen i Bremen
De to tidligere klubkammerater Jens Stage og Jonas Wind skulle spille mod hinanden, da Stages Werder Bremen tog imod Winds Wolfsburg.
Wolfsburg er startet rigtig i forårssæsonen, hvor de har vundet de to første kampe efter jul med en målscore på 11-0. Omvendt var Werder Bremen startet forfærdeligt med to nederlag og en målscore på 2-9 i de to kampe.
Både Stage og Wind startede inde i kampen for deres respektive hold, hvor Wolfsburg indtog favoritværdigheden. Jonas Wind havde scoret tre mål i de seneste to kampe, men det var en anden angriber, der satte sit præg på lørdagens opgør. Den tyske Werder Bremen-angriber Niclas Füllkrug scorede nemlig to mål. Wolfsburg fik reduceret i slutminutterne, men kunne ikke få point med hjem. Werder Bremen vandt derfor kampen med 2-1.
Stage og Wind spillede henholdsvis 80 og 82 minutter.
Flere danskere i kamp
Kasper Dolberg startede inde for Hoffenheim i kampen mod Borussia Mönchengladbach. Det blev dog langt fra en mindeværdig kamp for den danske landsholdsangriber, der blev pillet ud i pausen, da Hoffenheim var bagud med 2-0. Kampen sluttede 4-1 til gæsterne fra Gladbach.
Både Jacob Bruun Larsen og Robert Skov var skadet til lørdagens opgør og kom derfor ikke i spil.
Marcus Ingvartsen fik de sidste ti minutter på banen i Mainz’ knusende 5-2-sejr over Bochum. Dermed lægger Bo Svenssons Mainz afstand til bunden, mens Bochum stadig er fanget i bundstriden.
Mads Pedersen spillede 69 minutter i Augsburgs 3-1-nederlag til Freiburg. Augsburg er derfor tæt på nedrykningspladserne.
Topkamp: Jesper Lindstrøm gæster Bayern München
Lørdagens Bundesligadag bliver afsluttet med et brag af en kamp mellem Jesper Lindstrøms Frankfurt og førerholdet Bayern München. Frankfurt kan med en sejr rykke endnu tættere på Bayern, som grundet en dårlig start på foråret, bliver presset af flere hold. Du kan læse mere om kampen her.