Real Madrid følger Barcelona videre trods pokalbesvær: Fuld tid til dansk U21-målmand
Med vidt forskellige udgangspunkter gik de to fodboldgiganter torsdag aften videre til kvartfinalerne.
Real Madrid var på den klart sværeste mission ude mod den velkendte La Liga-modstander Villarreal, der havde dansk-svenske Filip Jörgensen på mål, mens FC Barcelona kiggede forbi hos Ceuta fra den tredjebedste række.
Det lykkedes det upåagtede hjemmehold at holde Barcelonas offensive profiler stangen i 40 minutter, før Raphinha scorede til 1-0.
Danske Andreas Christensen kom ind og var med til at køre den stensikre sejr på 5-0 hjem i anden halvleg, hvor polske Robert Lewandowski scorede to gange, og også Franck Kessie samt Ansu Fati kom på tavlen.
Real Madrid må have kigget misundeligt mod ærkerivalens gunstige arbejdsbetingelser.
Ligamestrene fra den spanske hovedstad havde i hvert fald deres hyr med at få bugt med Villarreal.
Værterne kom på 1-0, da franskmanden Etienne Capoue på elegant vis lagde bolden til rette for sig selv, før han flugtede den ind bag Real Madrids Thibaut Courtois efter bare fire minutter.
Og det blev såmænd også 2-0 til hjemmeholdet før pausen.
Nigerianske Samuel Chukwueze afsluttede et flot angreb ved at banke bolden højt i målet, og så kunne Villarreal for alvor øjne næste runde.
Men man skal som bekendt aldrig afskrive Real Madrids stjernespækkede mandskab.
Den brasilianske VM-spiller Vinicius Junior gav værterne en ubehagelig forsmag på det, der ventede, da han reducerede efter 56 minutter.
Lidt over ti minutter senere udlignede landsmanden Eder Militão nemlig nemt på en nedfaldsbold, hvor han stod helt alene i feltet.
Og 2-2 blev til sidst til 3-2 for Real Madrid, da indskiftede Dani Ceballos med fem minutter tilbage afgjorde pokalbraget med et tørt hug langs jorden forbi Filip Jörgensen.