Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Real Madrid tværede Liverpool 5-2 på Anfield efter vanvittig første halvleg

Søren Jakobsen
Opdateret
Vinicius Jr. og Eder Militao fejrer førstnævntes anden og noget mærkværdige scoring.
Vinicius Jr. og Eder Militao fejrer førstnævntes anden og noget mærkværdige scoring.PAUL ELLIS/AFP
Fodboldhistoriens vingesus hang tirsdag aften tungt over Anfield. Både den nyere tids, da de to hold jo mødtes i Champions League-finalen i sommers, men også den lidt ældre. For det er to af de mest vindende hold i europæisk fodbold, der tørnede sammen til den første af to ⅛-finaler i Champions League. Og skuffet, det blev selv ikke den mest kræsne fodboldelsker i en kamp, der levede helt op til forventningerne. Men hjemmetilskuerne på Anfield fik sig noget af en tur i rutsjebanen. Den endte i bunden.

Liverpool og Real Madrid var selvsagt aftenens headliner i Champions League, og der var ingen tvivl om, at det ville blive en højintens affære på et kogende Anfield.

Liverpool løb på banen på ryggen af to sejre i træk i Premier League, men ellers har formen ikke just været på toppen i denne sæson, hvilket har ført til spekulationer om et exit for Jürgen Klopp. De to sejre havde dog vakt forhåbning om at lykken var ved at vende for Merseyside-mandskabet.

For Real Madrid var Toni Kroos mod forventning blevet klar efter sygdom, og det øgede selvfølgelig forventningerne hos madrilenerne, omend tyskeren begyndte på bænken.

Men også Liverpool havde et es i ærmet, da Darwin Nunez også var blevet sin skade kvit og var med fra start. Han begyndte i front sammen med Cody Gakpo og Mohamed Salah.

Og det skulle de hurtigt blive glade for på Anfield. Efter bare tre minutter scorede Nunez nemlig på smukkeste vis med hælen på et hårdt og fladt indlæg fra højre side fra netop Salah. Game on, som de siger.

Nunez fejrer sit smukke føringsmål
Nunez fejrer sit smukke føringsmålAFP

Real var rystede, og Liverpool var flere gange følgende ved at slippe igennem over kanterne igen. Således også efter 12 minutter, da Salah løb slalom gennem Reals felt, men trillede bolden forbi nærmeste stolpe.

Minuttet efter stod det dog 2-0 efter en gigantisk blunder af Courtois. Den lange belgier valgte at håndtere en ganske vist hård tilbagelægning med knæet, så den røg lige ud til Salah, der nemt fordoblede Liverpools målfacit. Banen var åbenlyst svær at få fodfæste på, men det skal ikke undskylde den erfarne keeper.

Der var ikke meget tid at puste i, og efter tyve minutter var det Vinicius Jr.,der brillerede. Efter en gang hurtig 1-2 omkring Liverpools felt og et par små sambatrin kringlede den unge brasilianer bolden smukt og utageligt uden om Alisson i Liverpools mål til en reducering.

Man kunne absolut ikke brokke sig over underholdningen, i og med at alle skud på mål indtil videre var gået ind.

Ren cirkusbold frem mod pausen

Et par minutter senere var den sørme gal igen, da Dani Carvajal kun med nød og næppe blokerede et Liverpool-forsøg kort før målstregen.I samme situation blev David Alaba skadet og måtte forlade banen til fordel for Nacho. Ikke optimalt for det ramte Madrid-forsvar.

Efter en halv time forsøgte Vinicius samme trick som før, men denne gang havde Alisson luret ham. Med ti minutter igen af halvlegen var det dog den brasilianske målmands tur til at fumle rundt.

Et simpelt udspark ramte landsmanden Vinicius, der kunne tackle bolden i mål til 2-2. En aldeles hæsblæsende affære, og man var nået bare en tredjedel ind i kampen.

Opgøret blev en lille smule mere stille frem mod pausen, men Andy Robertson måtte alligevel prikke bolden væk foran en fremstormende Rodrygo efter et snedigt indlæg fra Vinicius, der spillede en forrygende 1. halvleg.

Det blev sidste chance inden pausen, og man kunne få sig en tiltrængt pause ved notesblokken. Formidabel underholdning på Anfield, der især blev opildnet ad en storspillende Darwin.

Anden halvleg og Real stormede afsted fra start - Liverpool gjorde knap så meget

Anden halvleg var knap begyndt, da Vinicius blev nedlagt af Joe Gomez i venstre side af banen. Det følgende frispark udnyttede Luka Modric til at klaske bolden lige ind i panden på Eder Militao, der headede den jernhårdt i maskerne.

Så var vi da i gang igen.  Og der gik da også kun 10 minutter mere, så var Joe Gomez igen i fokus, da han uheldigt rettede en afslutning fra Karim Benzema ind bag en sprællende Alisson til 2-4. Kort efter gik Gakpo og Darwin fra banen, men det hjalp ikke på sagerne.

For kort efter udbyggede Benzema føringen efter en knastør kontra, hvor han køligt afdriblede Alisson og et par røde forsvarere, inden han satte bolden i hjørnet til 2-5. Nu var Anfield røget i granatchok.

Og kampen røg herefter på vågeblus, da man havde to hold, hvor det ene ikke behøvede at gøre mere, og det andet ikke var i stand til det.

Bortset fra sporadiske chancer fordampede den høje intensitet derfor, og opgøret endte med 2-5 til Real Madrid i en kamp, der nok engang viste, at man aldrig nogensinde må dømme Real ude af en kamp.

Se statistikker fra kampen her:

Kampstatistik
KampstatistikFlashscore