Richarlison søger psykologhjælp efter tårevædet udskiftning
I et interview med den brasilianske avis O Globo forklarer han sin tårevædede reaktion med, at han ville have "de ting, der skete uden for banen ud af systemet".
"Jeg har været gennem en turbulent tid uden for banen i de sidste fem måneder. Nu er tingene en smule mere stabile derhjemme. Folk, som kun har haft øje for mine penge, er ikke længere tæt på mig".
"Det hele begynder at køre nu, og jeg er sikker på, at jeg kommer ind i en god periode med Tottenham".
"Jeg tager tilbage til England og søger hjælp fra en psykolog til at styrke mit sind. Det er det, det handler om. At blive stærkere", fastslår Richarlison ifølge BBC i interviewet.
Natten til onsdag blev den 26-årige angriber udskiftet på ny, da Brasilien slog Peru i VM-kvalifikationen.
På klubniveau har han haft det svært siden sidste sommers skifte til Tottenham, hvor han blot er noteret for fire scoringer i 40 kampe.