Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Richarlison skyder med skarpt mod cheftræner: Forstår ikke fravalg til startopstilling

Andreas Würtz Adamsen
I tre sæsoner scorede Richarlison et tocifret antal Premier League mål som Everton-spiller. I Tottenham fungerer det slet ikke.
I tre sæsoner scorede Richarlison et tocifret antal Premier League mål som Everton-spiller. I Tottenham fungerer det slet ikke.Justin Tallis/AFP
Tottenhams Richarlison havde ovenpå onsdagens samlede nederlag i Champions League ikke meget til overs for sin cheftræners beslutning om at placere den 25-årige brasilianer på bænken. I et interview ovenpå kampen langede angriberen således ud efter Antonio Conte.

Da Tottenham onsdag aften røg ud af årets Champions League efter et samlet nederlag på 1-0 mod de forsvarende italienske mestre fra AC Milan, var det uden brasilianske Richarlison i startopstillingen.

Ovenpå onsdagens opgør, var den 25-årige brasilianer, der i sommer skiftede Everton ud med Tottenham i en stor handel på langt over 400 millioner kroner, så ude med riven overfor cheftræner Antonio Conte.

"I går (tirsdag, red.) bad de mig om at udføre nogle tests i fitness centret, og hvis de var i orden, kunne jeg spille kampen, men da vi så kom frem til kampen, var jeg på bænken. Det forstår jeg ikke noget af," kommer det fra Richarlison ifølge ESPN Brasil ovenpå det skuffende europæiske exit.

Brasilianeren spillede en flot VM-slutrunde, hvor det blev til tre scoringer, men siden har den forhenværende Everton-spids ikke scoret én eneste, mens skader også i flere omgange har holdt ham fra grønsværen.

Da Tottenham i slutningen af februar besejrede først West Ham og senere Chelsea, begge med 2-0, var det dog med netop Richarlison i startopstillingen, og her gjorde brasilianeren sig positivt bemærket.

Richarlison har haft en svær første sæson for Tottenham. I alt har brasilianeren blot scoret to mål, og ingen af dem er scoret i Premier League.
Richarlison har haft en svær første sæson for Tottenham. I alt har brasilianeren blot scoret to mål, og ingen af dem er scoret i Premier League.Opta by Statsperform, fotos af Oli Scarff/AFP og Darren Staples/AFP.

Alligevel var Richarlison tilbage på bænken, da Tottenham i marts’ første Premier League-spillerunde tabte til Wolverhampton Wanderers, vraget til fordel for Heung-min Son, der altså også var Antonio Contes foretrukne onsdag aften mod Milan.

"Denne sæson har været, undskyld sproget, noget lort, fordi jeg ikke har fået minutterne, og jeg har kæmpet lidt med skader. Men når jeg går på banen, så giver jeg alt," forklarer Richarlison.

På marts’ allerførste dag røg Tottenham også ud af FA Cuppen med et skuffende nederlag til Sheffield United, ligesom Contes mandskab allerede i tredje runde måtte vinke farvel til chancerne i den engelske ligacup.

Med onsdagens europæiske exit og et stort efterslæb i Premier League, hvor 18 point adskiller førende Arsenal og Tottenham på fjerdepladsen, har hovedstadsklubben derfor praktisk talt udspillet sine chancer for trofæer i denne sæson.

Allerede lørdag eftermiddag har Richarlison chancen for at starte inde igen, når Tottenham i Premier League møder Nottingham Forest på hjemmebane. Inden da forventer Richarlison dog, at Antonio Conte har forklaret fravalget af brasilianeren onsdag aften.

"Nu må vi se, hvad han siger i morgen (torsdag, red.), men der er heller ingen tåber her, jeg er professionel, jeg arbejder hver dag, og jeg vil spille. Der er minutter tilbage i sæsonen, tid tilbage," kommer det fra Richarlison.