Rideforbund udelukker OL-bronzevinder efter kritisk dokumentar
Det skriver forbundet på sin hjemmeside.
Det sker, efter at det i TV 2-programmet Operation X er blevet afsløret, at heste på træningscentret Helgstrand Dressage, som er ejet af Andreas Helgstrand, er blevet behandlet dårligt.
"DRF's bestyrelse tager på det kraftigste afstand fra den uacceptable ridning, træningsmetoder og behandling af hestene, udsendelserne tydeligt viser," lyder det fra Dansk Ride Forbund.
I udsendelserne på TV 2 bliver det ved hjælp af skjult kamera dokumenteret, at hestene på Helgstrand Dressage blandt andet har mærker og sår fra piske og sporer.
De ryttere, der skader hestene, er i udsendelserne anonymiserede, men DRF opfordrer rytterne til at stå frem.
"Skulle opfordringen ikke imødekommes, vil DRF iværksætte tiltag med henblik på at få identificeret rytterne og indberette dem for forbundets disciplinærudvalg," lyder det.
Andreas Helgstrand vandt i 2008 OL-bronze i holdkonkurrencen i dressur.