Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Rindom kritiserer dommere efter aflysning: Håber de tænker sig om

Ritzau
Rindom ærgrer sig over aflysning: Håber dommerne tænker sig om
Rindom ærgrer sig over aflysning: Håber dommerne tænker sig omProfimedia
Anne-Marie Rindom er ikke helt tilfreds med dommerne, efter at medaljesejladsen i Ilca 6 tirsdag blev udskudt til onsdag på grund af manglende vind.

Den danske sejler, der er sikker på mindst en bronzemedalje og med stor sandsynlighed kan rejse hjem fra OL med en sølvmedalje, havde gerne set, at dommerne havde gjort mere for at få sejladsen afholdt.

I et interview med TV 2 Sport kalder hun det "en lidt forkert beslutning", at dommerne ikke trak den længere, før sejladsen blev udskudt.

Hun ærgrer sig også over, at starttidspunktet tirsdag blev sat til klokken 14.40 og ikke tidligere på dagen.

"Der spilder vi også to timer, og det er bare superærgerligt. Jeg håber, at de tænker sig om i morgen (onsdag, red.), så vi kan få afsluttet det", siger Anne-Marie Rindom til TV 2 Sport.

Hun nåede at være ude på vandet i sin jolle, inden sejladsen i første omgang bare blev udskudt et kvarter. Men da sejlerne havde ventet mere end to timer fra det oprindelige starttidspunkt, valgte arrangørerne at udskyde sejladsen til onsdag.

For den succesfulde dansker er sejladsen en ren formalitet. Hun skal blot stille til start og undgå straf undervejs for at sikre sig en OL-sølvmedalje.

Inden medaljesejladsen er der for langt op til den kommende guldvinder Marit Bouwmeester, mens en norsk og schweizisk konkurrent er for langt efter til at blande sig i sølvstriden eller til at vippe Rindom af podiet.

Den danske fanebærer fra åbningsceremonien i Paris er forsvarende olympisk mester i disciplinen, der ved OL i Tokyo og tiden før det var kendt som Laser Radial.

Rindom har også en OL-bronzemedalje fra legene i 2016.

I tillæg har hun vundet otte VM-medaljer i karrieren, heriblandt fire guldmedaljer. Det seneste verdensmesterskab kom i hus i januar, da hun triumferede ud for Argentinas kyst.