Rundens hold i Superligaen: Brandvarme islændinge og debutant med pragtpræstation
Nicolai Larsen - målmand (Silkeborg IF)
Nuvel, Silkeborg IF endte som taberne af opgøret mod Brøndby IF, men det var absolut ikke målmand Nicolai Larsens skyld. Den 32-årige keeper diskede op med redninger igen og igen, og den forhenværende FC Nordsjælland- og AaB-keeper var en af de primære grunde til, at kampen endte med kun et enkelt mål til forskel.
Jakob Vester - højre back (Viborg FF)
Leverede en bundsolid og stor præstation overfor FC Nordsjællands lynhurtige og farlige Ernest Nuamah. Blot 18-årige Jakob Vester skulle egentlig have spillet for viborgensernes U19-hold om lørdagen, men sygdom og skader tvang cheftræner Jacob Friis til at bruge Vester, der egentlig normalt er central midtbanespiller, på højrebacken. Og hvilken stor indsats den 18-årige debutant leverede.
Denis Vavro - center back (FC København)
FC Københavns 26-årige slovakiske midtstopper, Denis Vavro, mistede i starten af den forgangne uge sin bedstefar. Alligevel leverede den bomstærke center back en ekstremt professionel og fokuseret indsats i Horsens, som blev krydret med en scoring, dedikeret til føromtalte afdøde bedstefar. En stor indsats ovenpå en, ifølge slovakken selv, svær uge.
Pascal Gregor - center back (Lyngby BK)
Lyngby BK har pludselig gang i noget godt. Siden forårssæsonen blev skudt i gang er det blevet til point i tre af fire kampe, de seneste to sågar med fuldt udbytte, først mod Brøndby IF og senest så mod FC Midtjylland. Blandt de stærkt spillende nordsjællænderne på den midtjyske hede var midtstopper Pascal Gregor, der gjorde livet surt for Midtjyllands offensive spillere. En stærk indsats af den 29-årige forsvarsspiller, der kom i vejen for rigtig meget.
Daniel Svensson - venstre back (FC Nordsjælland)
Mens Ernest Nuamah havde en svær kamp overfor føromtalte Jakob Vester, så fik FC Nordsjælland dog ikke desto mindre scoret et mål fra lige netop venstre side af feltet. Det mål blev sat ind af Daniel Svensson, da han krøllede bolden flot over i hjørnet. Med sine mange løb op langs venstresiden gjorde svenskeren arbejdsopgaven dét sværere for Viborgs unge føromtalte Jakob Vester. Svenssons scoring viste sig som ekstremt værdifuld, for uden den var Johannes Hoff Thorups mandskab rejst tomhændet hjem fra Viborg.
Renato Júnior - højre kant (Viborg FF)
Ændrede kampen fuldkommen for Viborg FF. Den 20-årige brasilianer blev skiftet ind med en halv time tilbage på uret, og så fik Renato Júnior ellers skabt flere rigtig store og gode chancer. En af disse blev omsat til en scoring, sat ind af Elias Achouri, og så fik Viborg ellers et flot og hårdt tilkæmpet point mod Superligaens førerhold fra FC Nordsjælland.
Nicolai Poulsen - central midtbanespiller (AGF)
Er der nærmest noget, der rimer bedre end Nicolai Poulsen og en knoldet fodboldbane i silende regnvejr? Den 29-årige AGF-styrmand nød tydeligvis både vind, vejr, stemningen og intensiteten, da århusianerne på udebane formåede at besejre lokalrivalerne fra Randers FC. Poulsen, der fik sin fodboldopdragelse i Randers Freja og gennem seks år opnåede langt over 150 Superliga-kampe for Randers FC, leverede en rigtig fighterindsats på det svære græstæppe.
Sævar Atli Magnússon - central midtbanespiller (Lyngby BK)
22-årige islandske Sævar Atli Magnússon var en rigtig pestilens for FC Midtjylland, da Lyngby slog Albert Capellas tropper på udebane. To af de tre sjællandske mål blev sat ind af netop islændingen, der dertil også havde flere skudforsøg, ligesom Magnússon bidrog fint i det defensive arbejde.
Nicolai Vallys - venstre kant (Silkeborg IF)
Den 26-årige offensive profil leverede en superflot indsats, da Brøndby på hjemmebane fik skovlen under de silkeborgensiske gæster. Nicolai Vallys var igen og igen involveret i farlige situationer, og den forhenværende Silkeborg-spiller fik da også sat sin signatur på det ene af de to Brøndby-mål.
Patrick Mortensen - angriber (AGF)
Endnu en gang kom Patrick Mortensen på måltavlen, da AGF sikrede sig en plads i top seks ude mod Randers. Igen var det på straffespark, men her var den 33-årige topscorer dog ikke desto mindre iskold, efter han selv havde tilkæmpet sig straffesparket ved at komme først på en dårlig tilbagelægning. Med sin scoring til 2-0, kampens resultat blev 2-1 til AGF, sørgede han samtidig for at lægge sig op på siden af Morten ’Duncan’ Rasmussen som den mest scorende AGF’er i Superliga-regi.
Hákon Arnar Haraldsson - angriber (FC København)
19-årige islandske Hákon Arnar Haraldsson var blandt de helt store oplevelser, da FCK på udebane slog AC Horsens eftertrykkeligt med 4-1. Den dygtige offensivspiller var selv direkte involveret i to af målene, først som målscorer og efterfølgende i oplæggerens rolle, da københavnerne efter pausen fik vendt et 1-0 efterslæb til en tomålsføring på under 10 minutter.