Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Rune efter flot start på 2024: Var langt fra mit niveau i sidste sæson

Ritzau
Ærlig Holger Rune: Var langt fra mit niveau i sidste sæson
Ærlig Holger Rune: Var langt fra mit niveau i sidste sæsonProfimedia
Når Holger Rune natten til lørdag dansk tid spiller semifinale i Brisbane International, har han fået en fin start på den nye sæson med indtil videre tre sejre i den australske ATP-turnering.

Den danske tennisstjerne har store ambitioner for sæsonen, efter at 2023 ikke nåede de højder, han havde håbet på, og som der var lagt op til, da han lukkede 2022 med et brag, blandt andet med triumfen i Paris Masters.

"Jeg synes, 2023 var et svært år. Jeg sluttede 2022 fænomenalt og red på en bølge af voldsom succes. Jeg havde ikke forudset, at det var så meget sværere at cementere sin position i top-10 end at komme derop", siger Holger Rune.

Året blev lidt af en rutsjetur, hvor han undervejs var oppe som verdens nummer fire, men sluttede året som nummer otte.

Forårets grussæson var opløftende med triumfen i München og finalerne i Masters-turneringerne i Monte Carlo og Rom. Også sommerens græssæson gav optimisme med kvartfinalen i Wimbledon.

Så fulgte en skrækperiode med 10 nederlag i 11 kampe, før pilen igen vendte i positiv retning og gav deltagelse i ATP Finals.

Sideløbende skete der også ting og sager uden for banen. Rune sagde først farvel til den franske træner Patrick Mouratoglou og siden også den danske ditto Lars Christensen.

Indskiftet som træner blev den tyske legende Boris Becker, der tidligere har været træner for Novak Djokovic.

"Udendørssæsonen på hardcourt sidst på året var på alle måder lavpunktet på en sæson, hvor jeg aldrig rigtig følte, at jeg kom ind og spillede det tennis, jeg reelt kan", reflekterer Rune.

"Men den blev samtidig vendepunktet for det faktum, at jeg havde brug for folk omkring mig, der kunne hjælpe mig til at spille det tennis, jeg reelt kan, og få det bedste frem i mig. Skiftet skete til indendørssæsonen, og jeg sikrede mig en plads i sæsonfinalen, som var et af årets mål."

Rune medgiver, at der i det forgangne år var for meget støj på de ydre linjer.

"Men jeg tror, at det var nødvendigt at lave justeringer, selv om det aldrig er let. Jeg skal vide, at jeg arbejder med folk omkring mig, der vil det lige så meget som jeg. Og som virkelig vil hjælpe mig til at nå mine mål", understreger den 20-årige dansker.

Det mener Rune at have fundet i Becker og resten af sit team, der 20. december officielt fik tilføjet den mangeårige Roger Federer-træner Severin Lüthi.

"Jeg er glad for at have skabt et stærkt team i dag, blandt andet med én, der selv har stået der, mærket det på sin egen krop og har været træner i toppen så længe. Én, der kan forberede mig på, hvad der kommer til at ske nu og kan klæde mig på til de næste udfordringer", jeg møder.

"Også hvornår det er rigtigt at hive stikket og holde fri for igen at kunne gå ind og præstere sit bedste tennis."

Med nyt team på plads og opmuntrende resultater sidst på året gik Rune på en kort ferie, før han med stor optimisme tog hul på forberedelserne til 2024.

"Jeg ved præcis ud fra alle mine statistikker fra kampe over året, hvor jeg skal løfte mit spil for at vinde mere, og vi har en klar udviklingsplan for det."

"Derudover har mine trænere forskellige ting, de gerne vil have mere frem eller finpudse eller løfte yderligere", fortæller Rune.

Med Becker arbejder Rune meget med sin serv og derudover den mentale del for at løfte bundniveauet.

Samlet set vurderer Rune, at han indtil videre har udnyttet "60 eller maksimalt 70 procent" af sit potentiale.

For at nå nærmere 100 procent er han i gang med at optimere alt "lige fra spillet på banen til kost og fysik". Særligt fysikken har fået et løft i samarbejde med træneren Lapo Becherini.

"Min fysik har aldrig været bedre, når vi ser alle de test, der er lavet på blandt andet udholdenhed, styrke, fedtprocent. Og jeg kan mærke det. Før måtte jeg have en halv fridag hver tredje dag, for så gik jeg død fysisk, når jeg arbejdede meget hårdt, og kvaliteten gik for meget ned."

"Nu kan jeg mærke, at jeg ikke længere falder i niveau, selv om jeg har kørt maksimalt hårdt på med tennis og fysisk hver dag her i preseason. Det er meget tilfredsstillende."

Natten til lørdag gælder det semifinalen mod russeren Roman Safiullin, og fra 14. januar gælder det sæsonens første grand slam-turnering, Australian Open.

"Lige nu er fokus på videreudvikling af mit spil, og så er resultaterne jo en konsekvens. Men selvfølgelig er det helt store mål at vinde grand slams i 2024."