Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Rune efter Wawrinkas harske kritik: Jeg har det fint med alle

Ritzau
Rune og Wawrinka siger "tak" for kampen.
Rune og Wawrinka siger "tak" for kampen.AFP
Den danske tennisstjerne Holger Rune har ikke brug for at forholde sig til den kritik, som hans banemand i Indian Wells, Stanislas Wawrinka, kom med efter deres opgør sent mandag dansk tid.

"Han får sig et ry i omklædningsrummet, som han vil fortryde en dag,"sagde Wawrinka, efter at de to havde haft en dialog ved nettet, da de sagde tak for kampen.

Rune mener, at han har et fint forhold til sine konkurrenter på tennistouren.

"Jeg har ikke behov for at kommentere andre spilleres udtalelser. Det må stå for deres egen regning. Folk taler typisk ud fra, hvordan de selv har det, for jeg har det fint med alle spillere både i omklædningsrummet og på banen," lyder det fra Holger Rune i et skriftligt svar.

Rune tabte mandagens kamp med cifrene 2-6, 7-6, 5-7, og da de to havde trykket hånd ved nettet, spurgte Rune, "har du ikke noget at sige nu?"

Spørgsmålet var en klar henvisning til dialogen, de to spillere havde ved deres møde i Paris Masters i november sidste år.

Her sagde den 37-årige schweizer, "stop med at opføre dig som en baby på banen", efter nederlaget til Rune, der senere vandt den store turnering og noterede sig karrierens største triumf.

Ved mandagens ordudveksling svarede Wawrinka, "hvad vil du have, jeg skal sige?", inden de to gik hver til sit.

På pressemødet efter kampen blev Wawrinka spurgt til hændelsen.

"Der er ikke meget at sige om det. Det eneste, jeg kan tilføje, er, at han er en ung og fantastisk spiller med et enormt potentiale. Men han får sig et ry i omklædningsrummet, som han vil fortryde en dag," sagde Wawrinka ifølge den franske avis L'Équipe.

Holger Rune er efter sit exit i Indian Wells rejst videre til Miami, hvor der i næste uge spilles endnu en Masters 1000-turnering.