Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Rune erkender problemer mod usædvanligt dygtig server

Ritzau
Holger Rune kom til kort mod franskmanden.
Holger Rune kom til kort mod franskmanden.FABRICE COFFRINI/AFP
Giovanni Mpetshi Perricard servede på højt niveau i semifinalesejren over Holger Rune i Basel.

Når man først kommer bagud mod en superserver, er det svært at komme tilbage.

Det måtte tennisspilleren Holger Rune sande, da han lørdag aften tabte til franskmanden Giovanni Mpetshi Perricard i semifinalen i ATP 500-turneringen i Basel.

Useedede Perricard lavede 17 serveesser i kampen og gav ikke en eneste breakbold væk i sejren på 7-6, 6-4 over den fjerdeseedede dansker.

Rune synes selv, han spillede fornuftigt, men erkender, at franskmanden var en tand bedre.

"Han fortjener det. Han server 235 kilometer i timen på mange af sine server, så det er ikke noget, man er vant til. Det skulle jeg helt klart vænne mig til," siger Holger Rune til TV 2 Sport.

Første sæt blev afgjort i en tæt tiebreak, hvor en dobbeltfejl fra Rune forærede franskmanden sættet.

Kampens eneste servegennembrud stod Giovanni Mpetshi Perricard for i andet sæts første parti, og så var det reelt slut for Holger Rune.

"Han servede godt - især på de vigtige point. Jeg synes egentlig også, at jeg servede okay, og jeg spillede egentlig pointene, som jeg gerne ville. Jeg var måske ikke helt hurtig nok på bolden, da jeg havde chancer, men igen - god kamp af ham," lyder vurderingen fra Rune.

Danskerens næste opgave er Paris Masters, som Rune vandt for to år siden. Rune har stadig sin første titel til gode i 2024. Man skal efterhånden halvandet år tilbage for at finde danskerens seneste triumf.