Rune møder venstrehåndet franskmand natten til lørdag: "Han spiller super aggressivt"
Rune skal nemlig i aktion mod Ugo Humbert som kamp nummer to på John Cain Arena lørdag.
Det fremgår af kampprogrammet, som fredag morgen dansk tid er blevet offentliggjort.
Kamp nummer ét spilles klokken 01.00 dansk tid, og Rune går ikke i gang før klokken 03.00 - det svarer til klokken 13.00 australsk tid.
Men danskeren kan også tænkes at skulle i aktion senere, hvis den endnu ikke fastlagte doublekamp inden trækker ud.
Niendeseedede Rune må betegnes som klar favorit i opgøret mod Humbert, som danskeren har særdeles gode erfaringer med.
Både i Basel og Indian Wells vandt Rune sikkert i to sæt over Humbert i løbet af 2022.
Den 19-årige dansker tager dog intet for givet.
"Han har nogle fantastiske slag. Han spiller super aggressivt. Han er venstrehåndet, han er en topspiller, der kan slå nogle gode slag, og jeg er nødt til at være klar, for det bliver en hård kamp," sagde Rune om Humbert efter at have slået Maxime Cressy i anden runde torsdag.