Rune og Djokovic brager sammen i stor finale
Den danske tennisstjerne Holger Rune har været aldeles flyvende de seneste måneder. Han vandt Stockholm Open, han kom i finalen i Basel, og nu er han klar til endnu en finale i Paris Masters.
Holger Rune har slået flere topspillere på sin vej til finalen. Nu venter der så en levende legende i turneringens sidste kamp, når han brager sammen med serbiske Novak Djokovic.
Det er dog ikke første gang, at de to spillere står over for hinanden. Tilbage i 2021 mødte de hinanden i US Open. Dengang var Holger Rune placeret som nummer 143 i verden, mens Novak Djokovic lå nummer et.
Den danske komet var dog ikke tæt på at vinde kampe, selvom han formåede at vinde et enkelt sæt i 1-3-nederlaget. Holger Rune er dog blevet bedre siden da og har banket den ene top-ti-spiller efter den anden på det seneste. Det er derfor ikke utænkeligt, at dagens finale kan blive en tæt affære.
Novak Djokovic har dog meritterne i orden. Den serbiske verdensstjerne har hele 21 Grand Slam-titler på CV’et, og han mangler kun én mere for at udligne Rafael Nadals rekord på 22 titler. Selvom den 35-årige tennisvirtuos ikke har samme niveau som tidligere, så vandt han blandt andet Wimbledon-turneringen så sent som i sommer.
Dagens finalister har blot afgivet et enkelt sæt hver på deres vej til finalen, så det er to spillere, der i den grad har spillet en solid turnering.
Kampen mellem Holger Rune og Novak Djokovic starter klokken 15:00.