Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Rune og Wozniacki tester makkerskabet i showkamp i Herning

Ritzau
Rune og Wozniacki tester makkerskabet i showkamp i Herning
Rune og Wozniacki tester makkerskabet i showkamp i HerningProfimedia
Hverken Holger Rune eller Caroline Wozniacki har lagt skjul på, at de gerne vil slå pjalterne sammen og spille mixeddouble ved OL senere på året.

Nu får de chancen for at øve sig.

Boxen i Herning lægger 11. juni gulv til en showaften, hvor de to danske tennisstjerner skal møde ukrainske Elina Svitolina og franske Gaël Monfils.

Det oplyser arrangøren, f Sports Group, i en pressemeddelelse.

Først spiller de to kvinder mod hinanden, derefter de to mænd, og til sidst bliver der spillet mixeddouble.

Caroline Wozniacki mødte for nylig Elina Svitolina i Auckland og tabte 0-2 i sæt.

"Det bliver en stor aften mod en klassespiller som Svitolina, som jeg kender rigtig godt, og som jeg håber at tage revanche imod. Selvfølgelig glæder jeg mig også supermeget til at skulle spille sammen med Holger i en mixeddouble", siger Caroline Wozniacki.

Elina Svitolina og Gaël Monfils danner par privat og fik sidste år deres første barn sammen. 29-årige Svitolina er efter graviditeten på vej tilbage mod verdenstoppen og er lige nu placeret som nummer 19 i verden.

37-årige Gaël Monfils er lige nu placeret som nummer 70 i verden, og på papiret er Holger Rune ganske stor favorit.

"Monfils er en fantastisk underholdende spiller, og jeg glæder mig til at levere et brag af en kamp for vores danske fans", siger Holger Rune.

Der bliver plads til, at 10.000 tilskuere kan opleve stjerneparaden i Herning.