Rune spiller sig flot videre trods problemer i varmen
Kampen blev spillet i over 30 grader i Cincinnati, og undervejs virkede Holger Rune stærkt påvirket af det.
Danskeren kom sig dog over det og slog Nuno Borges, der ligger nummer 39 på verdensranglisten.
I den afgørende tiebreak i andet sæt viste Rune god moral. Han var bagud 1-4, men fightede sig tilbage og tog sejren med 10-8 i tiebreaken.
Med sejren er Rune klar til tredje runde, hvor der potentielt kan vente rigtig svær modstand. Danskeren skal op imod vinderen af kampen mellem den franske veteran Gael Monfils og den spanske stjerne Carlos Alcaraz, der er andenseedet i turneringen.
Rune fik en fremragende start på kampen mod Nuno Borges og virkede fra første bold koncentreret og skarp i sine slag.
Danskeren så hurtigt, at portugisiske Borges var svag i baghånden, og det blev udnyttet.
Samtidig var Rune skarp i egen serv, og med to brud lød føringen hurtigt på 4-0 i første sæt.
Der var overskud og en lethed i Runes spil. Han kørte rundt med Borges, og på den anden sætbold sendte Rune en forhånd knivskarpt ned i hjørnet, hvilket toppede et fornemt dansk sæt.
Rune åbnede andet sæt i samme spor, hvor han indledte med et brud - dog med en smule held.
Danskeren løb på breakbolden en bold op og sendte en forhånd afsted, der tog netkanten og akkurat sneg sig på den rigtige side af stregen.
Derfra blev Rune ramt af varmen. Der var over 30 grader i Cincinnati, og det virkede til at påvirke danskeren.
Han virkede sløset og flad for energi, hvilket gav Borges to partier i træk.
Rune var ikke på toppen, og bagud 1-2 måtte han bede om en pause, hvor en læge kunne tilse ham.
Der blev målt blodtryk, og Rune fik en masse væske, og det virkede.
Danskeren fortsatte opgøret og virkede igen tilpas på banen.
Det var dog en mere jævnbyrdig kamp, hvor de to spillere skiftedes til at holde serv.
Sådan fortsatte det til 6-6, og så skulle sættet i tiebreak, hvor Rune til sidst viste sig stærkest.