Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Sabalenka bryder tavshed efter dødsfald: Mit hjerte er knust

Ritzau/AFP
Aryna Sabalenka har sat sine første ord på tabet af sin partner.
Aryna Sabalenka har sat sine første ord på tabet af sin partner.MEGAN BRIGGS/GETTY IMAGES NORTH AMERICA/Getty Images via AFP
Aryna Sabalenka siger, at hun er "knust", efter Konstantin Koltsov er afgået ved døden.

Det fremgår af en udtalelse, som er blevet udsendt onsdag af tennisspillerens agent.

Konstantin Koltsov, der var landstræner for det belarusiske ishockeylandshold, er efter sin død blevet omtalt som Sabalenka kæreste.

Men i udtalelsen fastslår Sabalenka, at deres relation på dødstidspunktet ikke længere var et kæresteforhold.

"Konstantins død er utænkeligt tragisk, og selv om vi ikke længere var sammen, er mit hjerte knust," lyder det fra Sabalenka.

Koltsov døde mandag i en alder af 42 år.

Onsdagens udtalelse er Sabalenkas første offentlige ord om dødsfaldet.

Koltsov spillede flere sæsoner i NHL for klubben Pittsburgh Penguins og deltog i to OL-turneringer for det belarusiske hold i 2002 og 2010.

Da det belarusiske ishockeyforbund tirsdag meddelte dødsfaldet, fulgte der ikke en nærmere forklaring om dødsårsagen. Det konstaterer blot, at Koltsov døde "pludseligt".

"Vær søde at respekter mit privatliv og hans families privatliv i denne svære tid," lyder det videre fra Aryna Sabalenka.

25-årige Sabalenka skal efter planen fortsat deltage i denne uges WTA-turnering Miami Open. Arrangørerne har sagt, at Sabalenka ikke har bedt om at trække sig. Tværtimod ønsker hun at spille.

Tirsdag trænede hun på Miami Open-banen Hard Rock Stadium. Det ser dermed ud til, at belaruserens kamp i anden runde mod spanske Paula Badosa afvikles efter planen. Sabalenka er andenseedet og sad dermed over i første runde.