Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Sammenbrud i Milano - AC Milan lukkede fem mål ind mod Sassuolo

Ritzau
Sassuolo havde rigeligt at fejre på San Siro. Hjemmeholdet knap så meget.
Sassuolo havde rigeligt at fejre på San Siro. Hjemmeholdet knap så meget.MIGUEL MEDINA / AFP
2023 har indtil videre været lidt af et mareridtsår for AC Milan.

Storklubben fra Milano har spillet syv kampe på tværs af alle turneringer og kun vundet en enkelt. Det var årets første tilbage i starten af januar.

Det er dog for alvor gået ned ad bakke på det seneste.

Søndag blev det til det andet ydmygende nederlag i denne uge, da Milan for anden kamp i træk lukkede mindst fire mål ind og tabte 2-5 til Sassuolo, som inden kampen ikke havde vundet siden 24. oktober.

Tirsdag endte det 0-4 mod Lazio, og i sidste uge tabte Milan 0-3 til lokalrivalen Inter i den italienske Super Cup.

Mod Sassuolo gik det galt allerede i starten af første halvleg. Efter 20 minutter stod der 2-0 til gæsterne efter to mål på cirka to minutter.

Olivier Giroud fik hurtigt reduceret til 1-2, men der gik ikke længe, før det blev 3-1. Domenico Berardi, som havde lavet assister på de første to Sassuolo-mål, kom nu selv på tavlen.

Ondt blev værre for Milan kort inde i anden halvleg. Kun et par minutter var gået, da Armand Lauriente gjorde det til 4-1 på et straffespark.

Ante Rebic så lidt efter ud til at have reduceret for Milan, men målet blev annulleret for offside efter et VAR-tjek.

I stedet blev det 5-1. Domenico Berardi blev noteret for sin tredje assist, da Matheus Henrique bankede endnu et søm i Milans kiste.

Det fik flere tilskuere på San Siro til at rejse sig og gå. Dermed missede de også, at Divock Origi fik pyntet lidt på resultatet med sin udligning til 2-5.

Milan kunne måske godt have brugt Simon Kjær i søndagens kamp, men cheftræner Stefano Pioli lod den danske landsholdsanfører varme bænken i hele opgøret.

Milan har nu ikke vundet sine seneste fire ligakampe. Holdet er placeret som nummer fire i tabellen med 38 point. Samme antal, som Atalanta har på tredjepladsen.

Senere søndag kan både Milan og Atalanta blive overhalet af de to Rom-klubber Lazio og Roma, der møder henholdsvis Fiorentina og det suveræne tophold, Napoli.