Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Sander Sagosen udtaget til VM efter langvarig skade

Ritzau
Sander Sagosen er klar til VM efter at have siddet ude siden juni med en skade.
Sander Sagosen er klar til VM efter at have siddet ude siden juni med en skade.Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
Da Sander Sagosen i juni var blevet båret fra banen i en kamp for THW Kiel, var det særdeles usikkert, om håndboldstjernen fra Norge ville blive klar til VM.

Men for nylig gjorde han comeback i sin tyske klub, og mandag har landstræner Jonas Wille udtaget ham til slutrunden, der begynder i Sverige og Polen til januar.

"Sander har været ekstremt motiveret og god til at gøre det, han har fået besked på, og han virker ekstremt sulten," siger Jonas Wille ifølge NTB.

Sander Sagosen er den ubetinget største stjerne for Norge, men et brud på anklen og to efterfølgende operationer skabte altså tvivl om VM-deltagelsen.

I juni udtalte Kiels klublæge, at Sander Sagosen risikerede at være ude i op til otte måneder. Men så slemt gik det altså ikke. I skrivende stund har han spillet fire kampe for Kiel siden sit comeback.

"Anklen har reageret fint," siger Jonas Wille i forbindelse med landsholdsudtagelsen mandag.

Sander Sagosen flankeres ved VM af blandt andre seks spillere fra den danske liga.

Der er tale om Thomas Solstad fra Bjerringbro-Silkeborg, Simen Holand Pettersen fra Skjern, Aalborg-duoen Kristian Bjørnsen og Sebastian Barthold samt Sander Øverjordet og Erik Toft fra KIF Kolding.

Det er dog endnu usikkert, om Erik Toft kommer med til VM. Kolding-spilleren har netop gennemgået en operation for sportsbrok, og landstræner Jonas Wille fortæller, at man løbende vurderer, om han når at blive klar.

Bliver han klar, skal en anden sorteres fra.

Da Danmark i 2021 vandt VM i Egypten, nåede Norge til kvartfinalen, hvor Spanien agerede stopklods.