Schmeichel tilslutter sig danskerkoloni i Anderlecht
Den 36-årige landsholdskeeper skifter til Anderlecht i Belgien, hvor han har underskrevet en kontrakt for resten af sæsonen. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Kasper Schmeichel var egentlig på kontrakt i Nice, men var ikke en del af kamptruppen fra sæsonstarten. Inden transfervinduet lukkede, ophævede han sin aftale med den sydfranske klub, og det har nu banet vejen til Anderlecht.
I Bruxelles får Schmeichel en række landsmænd som kolleger. På holdet finder man Kasper Dolberg, Thomas Delaney og Anders Dreyer, og også cheftræner Brian Riemer og sportsdirektør Jesper Fredberg har dansk pas.
"Efter at have talt med Jesper og Brian er jeg meget spændt på det projekt, de har sat i søen. Anderlecht er jo en kæmpeklub, og tidligere holdkammerater fra forskellige lande har altid talt varmt om stedet", siger Schmeichel.
Anderlecht har den belgiske rekord med 34 nationale mesterskaber, men er i de senere år blevet overhalet og har ikke vundet titlen siden 2017.
I sidste sæson kom klubben end ikke med i slutspillet og sluttede uden for de pladser, der gav adgang til de europæiske klubturneringer.
Det er nu op til Fredberg og Riemer at vende skuden.
"Selv om vi er tilfredse med vores trup, var dette en exceptionel mulighed for at hente en målmand med så meget erfaring og know-how", forklarer Jesper Fredberg.
"Tilgangen af Kasper Schmeichel passer godt sammen med vores ønske om at have hård konkurrence på alle positioner. Kasper kan få enorm værdi for denne klub med sin erfaring på og uden for banen", lyder det fra sportsdirektøren.
Kontrakten med Schmeichel rummer en option på en forlængelse med endnu en sæson.
I sin nye klub kommer han primært til at konkurrere med franske Maxime Dupe om spilletiden i målet. Dupe kom til Anderlecht fra Toulouse i sommerpausen.