Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Scoring nummer 21 i PL for Haaland var ikke nok til tre point - City og Everton endte 1-1

Haaland bomber videre, men det gjorde Demarai Grai i den grad også. Dermed tabte City et skridt i toppen.
Haaland bomber videre, men det gjorde Demarai Grai i den grad også. Dermed tabte City et skridt i toppen.OLI SCARRF / AFP
15 Premier League-kampe for Manchester City og 21 mål.

Det er ny status for Erling Braut Haaland, efter han lørdag afsluttede 2022 med manér.

Desværre for ham og holdet rakte det kun til 1-1 hjemme mod Everton, der fik et point med hjem takket være et drømmemål.

Det tog ellers kun den norske angriber 24 minutter at finde vej til målnettet, igen, da han hakkede et indlæg fra Riyad Mahrez i kassen bag Jordan Pickford.

Nordmanden tegnede sig også for et par overtændte aktioner, før hans holdkammerat John Stones havde en afslutning på stolpen lige før pausen.

Everton halsede længe efter, men 64 minutter inde i kampen havde gæsterne fået lidt mere tro på tingene, og Demarai Gray bankede bolden op i City-krogen på et langskud, der må være blandt kandidaterne til årets mål.

Udligningen tvang City til igen at skrue op for gassen, og det kastede med tiden et par store chancer af sig.

Kampen blev tillagt 11 minutter på grund af en længere pause undervejs, der skyldtes bøvl med en linjevogters tekniske udstyr. Men flere mål blev det ikke til, og dermed er Manchester City fire point efter topholdet Arsenal, der senere lørdag afslutter Premier League-året med udekampen mod Brighton.

Newcastle på tredjepladsen er seks point efter Arsenal, da det blev til 0-0 hjemme mod Leeds.

Den danske back Rasmus Nissen Kristensen startede på bænken for gæsterne, og derfra kunne han se sin målmand Illan Meslier levere flere store redninger, og Newcastle-spillerne brænde store chancer.

Efter 70 minutter kom Rasmus Nissen Kristensen så i ilden, og han var med til at kæmpe det ene point i land.

Med pointdelingen stoppede Newcastles stime på seks ligasejre i træk.

Tidligere lørdag vandt Manchester United 1-0 ude over Wolverhampton og er på fjerdepladsen.

I den tunge ende af rækken tabte Bournemouth med 0-2 hjemme til Crystal Palace.

Philip Billing blev udskiftet efter 38 minutter, da hans hold var bagud 0-2. Joachim Andersen spillede hele kampen i forsvaret for gæsterne.