Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Sen punktering spolerede endnu en vild duel: Van Aert måtte strække gevær på hjemmebane

Sen punktering spolerede endnu en vild duel: Van Aert måtte strække gevær på hjemmebane
Sen punktering spolerede endnu en vild duel: Van Aert måtte strække gevær på hjemmebaneProfimedia
Selvom der ikke var nogen Tom Pidcock på startstregen til tirsdagens cyklecrossløb i belgiske Herentals, blev det alligevel til endnu en vild duel, denne gang dog med blot to deltagere i form af Mathieu van der Poel og Wout van Aert. Selvom sidstnævnte var på hjemmebane, løb førstnævnte med sejren.

I mange år var der slet ingen tvivl om, hvem den største stjerne fra den belgiske by Herentals var. Rik Van Looy, ’Kejseren af Herentals,’ med sine mange, mange klassikersejre, to verdensmesterskaber og 37 etapesejre i Grand Tour-regi. Men Van Looy har fået sig lidt af en banemand.

For Herentals er nemlig også hjemby for Wout van Aert, der, foruden at hjælpe Jonas Vingegaard til den samlede sejr i årets Tour de France, er noget af en stjerne i den seværdige disciplin cyklecross. Og det var netop cyklecross, der skulle køres tirsdag eftermiddag i Herentals.

Men selv med hjemmebanefordel lykkedes det ikke for Wout van Aert at køre først over målstregen. På samtlige runder fulgtes belgieren pænt sammen med sin evige hollandske rival, Mathieu van der Poel, men da hollænderen angreb ganske kort før mål på sidste omgang, gik det galt for Wout van Aert.

Den 28-årige belgier punkterede således på baghjulet, praktisk lige talt lige efter indgangen til depotet, hvorfor belgieren ikke engang havde mulighed for at skifte cykel, og derfor kunne van der Poel cruise til målstregen, hvor hollænderen fejrede sin sejr med en noget afdæmpet jubel.

En skam med punktering

I løbet af de to stjerners karrierer, har det som oftest været Mathieu van der Poel, der har trukket det længste strå, når der er blevet duelleret i cyklecrosssadlen. I indbyrdes opgør mellem de to i junior-, U23- og senior-klasserne er stillingen således 58-118 efter tirsdagens løb. Men i denne sæson stod det før løbet i Herentals 4-2 til van Aert.

Derfor valgte van der Poel at køre løbet anderledes i dag og på mange omgange blev der ikke for alvor angrebet fra nogle af de to stjerner. Derfor havde de i flere runder belgiske Jens Adams med som tredjemand, som en slags vikar for den fraværende Tom Pidcock, der ikke deltog ovenpå sit styrt i Baal på nytårsdag.

”Jeg valgte ikke at fejre på målstregen, for jeg ville have foretrukket at slå ham (Wout van Aert, red.) uden punkteringen. Planen var at komme først ind på nedkørslen til den tekniske sektion, men lige før det punkterede Wout. Det er en skam, at han ikke kunne forsvare sig,” fortæller van der Poel efter sejren ifølge Wielerflits.

Med den lidt mere konservative tilgang fra van der Poel, var det i stedet van Aert der i flere omgange forsøgte at angribe på det såkaldte Skiberg i Herentals, men belgieren formåede aldrig at ryste van der Poel af sig. Hollænderen var også i en slags forstand på hjemmebane, da van der Poels arbejdsgiver, Alpecin-Deceuninck, har sin hovedbase, det såkaldte service course, i Herentals.

Længere tilbage var der hård kamp om tredjepladsen, hvor Lars van der Haar og Eli Iserbyt, henholdsvis toer og etter i den samlede stilling i X2O-serien, hvor tirsdagens løb i Herentals indgår, fik overhalet Jens Adams, da belgieren væltede i et sving og slog sin saddel skæv, hvorefter belgieren faldt sammen efter den ellers fine start.

Den kamp endte Eli Iserbyt med at vinde, to dage efter han i Baal altså besejrede Tom Pidcock og Michael Vanthourenhout, efter briten styrtede kort før mål. Dermed holder Iserbyt fast i sin samlede føring i X2O Trofee, hvor den vævre belgier har cirka halvandets minut forspring til den erfarne van der Haar.

Top 10 i X2O Trofee Herentals

1. Mathieu van der Poel, 27 år, Holland

2. Wout van Aert, 28 år, Belgien

3. Eli Iserbyt, 25 år, Belgien

4. Lars van der Haar, 31 år, Holland

5. Cameron Mason, 22 år, Storbritannien

6. Pim Ronhaar, 21 år, Holland

7. Jens Adams, 30 år, Belgien

8. Quinten Hermans, 27 år, Belgien

9. Tim Merlier, 30 år, Belgien

10. Daan Soete, 28 år, Belgien