Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Sevilla skal finde sjette træner på to år: Tilbyder Navas livstidskontrakt

Ritzau
Jesus Navas' fremtid er usikker.
Jesus Navas' fremtid er usikker.Profimedia
Sevilla skal atter på markedet efter en ny cheftræner.

På sin hjemmeside skriver den sydspanske klub, at Quique Sánchez Flores efter sæsonen er fortid i klubben.

Flores overtog jobbet i december, hvor Diego Alonso blev fyret, men nu er parterne blevet enige om at ophæve samarbejdet.

Dermed skal Sevilla finde sin sjette træner på mindre end to år. Julen Lopetegui fik sparket i oktober 2022 efter at have siddet tre år på posten, og siden har Sevilla flittigt skiftet ud.

"I går (fredag, red.) blev træneren og jeg enige om, at han vil fortælle jer, at han vil være vores træner frem til 30. juni," siger klubpræsident José María del Nido på et pressemøde lørdag.

"Jeg vil gerne takke ham, for klubben var i en meget svær situation, og han har fået os tilbage på sporet med hårdt arbejde," påpeger præsidenten.

Den nu 59-årige Flores blev ansat, da Sevilla lå nummer 17 med samme pointantal som Celta umiddelbart under nedrykningsstregen.

Det har den tidligere spanske landsholdsspiller fået rettet op på. Før de sidste to runder er Sevilla på 12.-pladsen og fri af nedrykningsfaren.

Sevilla har fortsat danske Thomas Delaney på lønningslisten, men for tiden er han udlejet til belgiske Anderlecht.

Efter planen skal han tilbage til sin spanske arbejdsgiver, når sæsonen inden længe er ovre. Midtbanespillerens kontrakt løber frem til sommeren 2025.

Om han bliver holdkammerat med Jesus Navas til den tid, svæver i det uvisse. I torsdags meddelte klubben, at den 38-årige klublegende forlader Sevilla efter denne sæson.

Men Navas selv har afvist, at han har skrevet under på en kontrakt med en anden klub, og José María del Nido prøver nu at række hånden ud til Navas.

"Jeg vil gerne tilbyde ham en livstidskontrakt, så han kan spille her, så længe han ønsker, og senere arbejde her, hvis han ønsker det, for han fortjener at være i Sevilla, så længe han vil," siger klubpræsidenten.