Shiffrin skuffer voldsomt i alpin sæsonåbner
Skistjernen Mikaela Shiffrin åbnede World Cup-sæsonen med en blandet præstation i lørdagens storslalom i østrigske Sölden.
Amerikaneren var den hurtigste i første gennemløb og markerede endnu en gang, at hun er en, man skal regne med i denne sæson.
Men i andet gennemløb gik det helt galt for Shiffrin, som blot endte som nummer 27 af de 30, der deltog.
Dermed blev det kun til en samlet femteplads for Shiffrin, mens italieneren Federica Brignone tog en højst overraskende sejr.
Der var stor kontrast mellem de to præstationer fra Shiffrin, og der var også næsten seks sekunder til forskel mellem den 29-årige amerikaners to gennemløb.
I den første indsats på den østrigske sne gik det strygende for Shiffrin, der var bedst af alle.
Hun susede ned ad pisten og gennemførte 0,22 sekunder hurtigere end newzealænderen Alice Robinson. Nummer tre i første gennemløb blev italieneren Federica Brignone.
Det lovede godt for Shiffrin, men i andet gennemløb floppede skidronningen, der med 97 World Cup-sejre er den mest vindende i historien.
Dermed kom hun lørdag ikke nærmere de 100 sejre, som hun håber at runde inden længe.
Brignone opnåede i andet gennemløb en syvendeplads, og det var nok til at tage den samlede sejr.
Schweizeren Lara Gut-Behrami trak sig før starten, da hun ikke følte sig godt tilpas.