Shiffrin vinder samlet World Cup for femte gang, men misser Stenmarks rekord
Amerikaneren har i løbet af sæsonen skrabet 1792 point sammen og er hele 796 point foran nummer to, schweiziske Lara Gut-Behrami.
Det er femte gang i karrieren, at Shiffrin vinder den samlede World Cup.
Shiffrin har i sæsonen slået landsmanden Lindsey Vonns rekord for flest World Cup-sejre hos kvinderne.
Stenmark sidder fortsat på rekorden med 86 sejre på tværs af kønnene, og Shiffrin mangler blot en enkelt triumf for at lægge sig op på siden af svenskeren.
I styrtløbet, som ikke er blandt Shiffrins yndlingsdiscipliner, sluttede hun 0,79 sekunder efter den norske vinder, Kajsa Vickhoff Lie.
Det var første gang, at en norsk kvinde vandt et styrtløb i World Cuppen.
Italienske Sofia Goggia blev toer, mens Corinne Suter fra Schweiz tog tredjepladsen i World Cup-løbet.