Silkeborg stjal alle tre point i de sidste sekunder af kampen mod FC Nordsjælland
I kampen mod Silkeborg var FC Nordsjælland her, der og allevegne i første halvleg. Gæsterne var dominerende på bolden og pillede den lynhurtigt fra Silkeborg, når hjemmeholdet en sjælden gang havde fat i kuglen.
Silkeborg stod dog fornuftigt på banen, hvilket gjorde det svært for FCN at skabe de helt store muligheder. I takt med, at halvlegen skred frem, kom nordsjællænderne også tættere og tættere på en scoring.
Fem minutter før pausen kombinerede gæsterne sig flot i gennem i venstre side, hvor Mohamed Diomande slog et godt fladt indlæg ind foran til Emiliano Marcondes, som sikkert sendte bolden ind bag Nicolai Larsen i Silkeborg-målet.
Kort efter 1-0-scoringen var det ved at blive endnu værre for Silkeborg, da en misforståelse i den jyske defensiv gav Marcondes en stor mulighed, som Nicolai Larsen dog fik afværget.
Silkeborg var derfor voldsomt heldige med kun at være bagud 1-0, da de to hold gik til pause.
I starten af anden halvleg fik Silkeborg lidt bedre fat i spillet, og de kom længere frem på banen. De havde dog svært ved at kombinere sig igennem FC Nordsjællands defensiv.
Da der manglede en halv time af kampen, blev hjemmeholdet mere nærgående, og de kom frem til et par hjørnespark, som dog ikke blev særligt farlige. Efter 65 minutter kom der dog et indlæg ind i FCN's felt, hvor Tonni Adamsen udviste forrygende teknik og flot overblik. Med en god førsteberøring og en tempereret aflevering lagde Adamsen bolden til rette for Tobias Salquist, som sikkert sparkede bolden i nettet.
Kampen åbnede mere op efter scoringen, og de to hold jagtede begge det mål, der kunne give de tre point.
Med et kvarter tilbage var Tonni Adamsen på spil igen, da han var tæt på at gøre det til 2-1, men en flot redning fra Andreas Hansen betød, at stillingen stadig var 1-1.
Bedst som tilskuerne var i gang med at forlade stadion, fik Silkeborg hevet alle tre point i hus, da Lukas Engel kanonerede bolden i kassen i det 93. minut efter et flot Silkeborg-tryk.
Kort efter blev kampen fløjtet af og Silkeborg vandt derfor med 2-1.